Peter Huss

O, fugl amen

 

 

Molekyle-kristendom

 

 

 

Du gør et Fund -

grund bliver mund.

 

Salig

 

 

Senoritas svaleskole - matematik - sejl - peberblomst - romantik - anemone -

videnskab og kunst - Medaljegader - FN - lyrisk RUM-århundrede - sprogets biokemiske struktur i barmhjertighed - Kædedans - Lykkelige sekunder

 

(2017)

 

Polardag

 

FN - sf - p3 -

romantik -

fredsproces - sproget

- kasser - reflekser -

forbundne kar

 

Svale

 

Anemone-barm.

Senoritas hårbånd.

Stram.

 

 

Forløsende efterår

 

 

Der var engang tre prinsesser, der boede hjemme hos deres konge og dronning.

 

En smuk efterårsdag gik de tre prinsesser nede i parken og de gik uden for parken, forbi gærdet, ind i skoven. Her voksede små, smukke planter og de løb legende mellem træstammerne og stroferne førte dem længere bort fra slottet.

 

De kom til en sø, de aldrig havde set én så smuk før. De lod hænderne gribe noget af vandet og så op mod himlen, der var sprængt af solens gennemblødning.

 

De tog deres tøj af, svømmede ude i søens vand, det havde endnu noget af sommerens varme.

 

Over dem fløj fugle med hvide vinger, og fugleskrig flængede en gang imellem stilheden.

 

Under dem på søens bund voksede planter, smukke som drømme, og sarte fisk svømmede fra vandspejl til vandspejl.

 

Efter 300 hjerteslag steg de op af vandet. Deres hår var vådt og enkelte stærke stjerner fra natten sad i deres pande. De tog tøjet på og begyndte at kaste sten ud i vandet. Solen stod endnu højt på himlen som et kirkeur, og de følte sig godt tilpas, som de ikke længe havde følt.

 

De kendte kun slottets mange rum og så parken. Enkelte gange om måneden drog de i procession gennem landsbyen i kareter, så de så ikke meget til folkene og deres huse.

 

Hjemme på slottet voksede syrenerne lidt og køkkenet var begyndt på at tilberede aftensmåltidet. Ingen savnede de tre prinsesser, og kongen skrev breve til fjerne konger, mens dronningen syede en brudekjole, som den af prinsesserne, der først blev gift, skulle have. De tre prinsesser lod vinden gennemstrømme deres hår, og de var helt betaget af stilheden, lysningen over søen, skoven rundt omkring og så af fuglenes fløjten, der steg og faldt som deres heftige åndedræt.

 

Ikke længe havde de siddet sådan før en gammel kone så dem og kom forbi. Hun gik ned til søen og sagde til prinsesserne: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Sørg for at harpekvinden spiller for jer. I skal bare fløjte tre gange i denne her fløjte.« Den gamle, venlige dame rakte dem en fint udskårent træfløjte og gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og fløjten og begyndte at le. Ingen af dem havde før hørt tale om en harpekvinde i en sø. Den ene af prinsesserne satte fløjten mod sine læber og begyndte at fløjte en melodi i den. Først en gang. Så anden gang. Endelig tredje gang. I det samme blev solens stråler varmere og det var som om træerne ikke længere var ved at blive rødbladede, men at de stadig var grønne.

 

De mærkede det næsten ikke, kun som et strejf af lykke. Og lidt efter hørte de den dejligste musik stige fra søens små bølger. Musikken kom langt fra, som en ømhedsomspændt hulken. De lyttede betagede og så op i himlen, dernæst efter den gamle dame, men hun var forsvundet.

 

Langsomt døde musikken hen som en bogside sluttes. De holdt om fløjten, der havde forbundet dem med lykken, de havde følt som en lethed i hjertet. Også skoven omkring søen fik sin efterårsfarve tilbage.

 

De tre prinsesser rørte sig ikke, mens det lidt efter lidt gik op for dem, at de ikke vidste hvor i verden de var. Og slet ikke hvordan de skulle finde hjem til slottet.

 

Solen var nu ved at gå ned, og den ene af prinsesserne spurgte de andre to, hvad de helst ville eje, hvis de aldrig skulle finde hjem igen.

 

Den første sagde Troen.

Den anden sagde Kærligheden.

Den tredje sagde Håbet.

 

De så på hinanden og var slet ikke mere bange da det gik op for dem at de for første gang i deres liv vidste hvad der betød noget for dem.

 

Lidt efter kom en anden kælling forbi. Hun sagde: »Nå, pigelil, I har rigtig nok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Jeg har ikke set et menneske i årevis og skal sikkert snart dø. Derfor må I få mit kæreste eje. Denne bog. Når I læser i den hjælper alle de mennesker jer I læser om. Lige fra dværge til de folk på fattiggården.«

 

Hun rakte dem bogen og gik sin vej hurtigt som hun var kommet. De tre prinsesser kunne nok have brug for den bog. Den ene af prinsesserne bladrede den første side om med sine fingre og gav sig til at læse. Det svimlede let for hende, men før hun vidste af det havde en af personerne i bogen fortalt dem vejen hjem til slottet. De skulle lige til at gå, men i det samme kom en heks gående forbi: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Jeg kan se, at I har enkelte stærke stjerner i panden, der stammer fra natten. Jeg vil give jer vand for altid og jeres stjerner vil altid hviske på jeres pande, når jeres prins kysser jer.« Hun gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og var alle glade ved at se på hinandens ansigter. De begyndte at gå hjemad med fløjten, bogen og de stærke stjerner ved panden.

 

Da de kom hjem var det blevet mørkt omkring slottet; ruderne lyste ud i natten og de kunne se kongen og dronningen spejde fra det højeste vindue. De løb hastigt gennem parken og op til slottets verandaport. De bankede på tre gange og lidt efter kom kongen og dronningen ned og lukkede op. De var alle glade ved gensynet, særlig kongen og dronningen, der havde været ængstelige ved deres usædvanlige fravær.

 

De tre prinsesser fortalte i munden på hinanden om deres oplevelser og om kællingerne. Hende der havde valgt troen fortalte at hun troede at alt nok skulle blive lykkeligt i kongeriget, hvis bare kongen ville lytte til deres hjælp. Hende der havde valgt kærligheden sagde, at hvis bare de lyttede til hende ville folk i landsbyerne elske deres land og konge. Hende der havde valgt håbet sagde, at hvis bare kongen og dronningen lyttede til hende, ville de syge og ensomme få alt det de behøvede.

 

Kongen så på sine tre døtre og kunne slet ikke genkende dem. Han sagde, at han altid ville rådføre sig med dem om kongerigets spørgsmål, da de var så voksne og havde den store magt med fløjten, bogen og heksens kraft.

 

Næste dag stod solen op og folk gik til deres arbejde som sædvanligt. De tre prinsesser gik ned i landsbyen med bogen, fløjten og de stærke stjerner ved deres pander. Folk så dem og troede at de var engle. De gik til en stakkels skomager og fortalte ham om søen, man fik stjerner af, om fløjten og om bogen, og de sagde at han skulle hjælpe folk med fløjten og bogen, for ingen andre kendte riget så godt som han. Han skulle også fortælle til alle piger om søen, så de også kunne mærke pustet af lykke og få stærke stjerner ved panden, der hvisker søde ord, når deres prins kysser dem.

 

Sådan blev et helt rige lykkeligt. Bogen og fløjten blev opbevaret på rådhuset hvor alle folk og kongen kom og bragte tingene.

 

De tre prinsesser blev senere gift og fik børn, men ingen af dem glemte siden deres tur uden for parken gennem skoven til søen og deres valg: troen, kærligheden, håbet.

 

Kongen og dronningen døde lykkelige og hver aften kunne man ved midnatstide se elskende drage omkring søen, mens stjernerne i flok spejlede sig i vandspejlet over fisk og planter.

 

Det efterår blev fulgt af en hellig vinter og siden kom foråret som et langt flygtigt pust af lykke.

 

(1984)

 

 

POETIK

 

Digtning er et Alterets Billed`.

Poesiens natur er opvågnen, -

en levende skabelse og drift,

Havet i mennesker som Tegn

i majbrudenes

jul.

 

(Dec. 1992)

 

 

Café

 

Armbånd

 

 

 

Vision

 

Nu tænker vi på fremtiden

Eksistensens nøgne kerne ved gløderne

Dit skjul fra abildgårdens sne

Heldige roderi

Glæden ved en sølvkogles skønhed

Insekter og fugle -

Der synges, dagdrømmes

Situationen er rolig som sol

 

(1983)

 

 

Situation

 

Erik Knudsen

 

 

Et savn, som et bymørkt efterår.

Fuglene ved neget juledagene.

Veninde tavs som roser.

Sommer, nat med romantisk Skønhed.

Havet, større end bjerge.

Fugle mere salige end solen

mere velsignede strofer.

Vi må lytte til det forvandlende.

Vi må genopdage Kunsten,

omsorgen og varmen.

 

(2004)

 

 

STUMP

 

Sammen ser vi

Dagen komme til blide!

 

(2004)

 

 

Sneblidefolk

 

 

Vi har glemt hvor tiden, freden og velstanden kommer fra. Glemte var vi for hinanden. Finder ned Lys i Skovens barm! Jeg er krabbe på stranden; på Kærlighed; Et Konge tapre glimt! Det hedder fredsproces. Om og om sand og sans og en Ditte. Nordens polargrad. Læber, møder, sne. Glæd dig over andre!

 

 

Vorherre er Skovene. Nøglen er Tjener på Caféerne. Julemanden på Slotsbroen. Syer hun?

 

 

Åbenhed - Ærlighed - Sandhed. Prolog er væk. Diplomatsprog. Oplev! Svare gul. Harpun på isvand. Kluk på hof.

 

 

Det er god følelse. Svanens flugt; Vi tror, på Hengivenhed og aske. Snebuer. Kald. En del i Evighed. Tanke betragter tuml i dands, at bevidsthed er fattig og from på taster, dog barn, der var Sneblide i blokken, tog jeg til ruml af fugle. Jeg pludrer i nederste vugge samme sprog romantik optog mellem egernene Ditte og Huss under skyers talebobler. Karma. Brusebad. Poesien gennem puls. Idyl. Alle lande samlet i bogreoler. Forståelse. Forelskelse. Skønheden.

 

(2016)

 

 

FREDSPROCES

 

Nu må du tage den med ro.

Ting i, led led.

Det Digt, - Stof i et sneblidefolk.

Benarbejde & snav, undren, æbleparker, puls

Sommercivilisation.

Et lyrisk moment, - stråets tanke, I uberørte suk,

Menneske - kulturfilosofi i dagene.

Emne I, - synsk ro, fred, fyr,

brosten.

Kappers sjæle i træernes skelet-søjler,

Ømt frelse. Kysset går nu - Tempel.

Hjørne-fugl, gådens sendebud

hindbær og molekyle

Landsbymøde, - Skibets tåre af lykke.

Pigebarn til koncert

Giv Tid, - Se ven af glas

lyseblå skjorte og tusinder ryk

familie-gadelys!

Åbn! Træd på Øer! Enhed i, - Fester.

- I samme stue, Sjæle spredt af toner

nåletræer.

Nissehue, - Smuk kjole om en havn,

Salme, digtbog, Opgang.

Is-molekylet.

Kys gennem lillahvide dage

i resonans

af det spy dobbelt-bundne

Øjeblikkets

indføj.

 

(2014)

 

 

Bobler i glasrør

Partikler i perioder

 

Koordinat

 

Da navnet falder

som det rungende Norden -:

Velsignede Sankte Majarv.

 

(Dec. 1992)

 

 

I Enkle Tegn

 

Jeg øjer dagslys,

uvirkeligt og konkret rum,

der er håb, kalkkirke, velsignelse

og viser os alle mennesker, Februarveninde, verden i et ømhedskrystal,

i fred, idyl, pittoreske gader,

- det er det største i verden:

lys på brillestel, på den tykke mave med barn, på egnens mosaik.

I begyndelsen var salvebladet, lys, rod i sange.

 

(2012)

 

 

ADVENT

 

Jeg ved ord, poesien,

der kom og forvandler.

Jeg ved bøn, romantik,

der er sne i advent.

 

Jeg tror, at veninde er her,

en smuk, evig Hustru.

 

(Dec. 1992)

 

 

Hundrede gøremål

 

Vi kan hviske, fløjte, be´,

hedder du haven?

DU er fager, en Pige, liderlig.

Lys sang,

Evige år,

bog, vand, pibetobak i klart,

hurtige Pige, gode bryster,

Stilhed,

I uglebo,

Solsort ved øjne,

løfter du, kommer honning,

Februar.

 

 

(2012)

 

 

 

Efter en snekugle

 

Her følger Decembers vignetter,

sne - solsort - stad - skygge,

Jeg lever et øjeblik fra hende,

lysene - nat - dråben - vielsen,

kommer Skyerne som et låg på skattekiste,

sol i grenværk

et rødt hjerte,

menneske - verden - skærm - celler,

DU er på vej til caféerne,

avissider - Piger - sko - romantik,

JEG lover, at jeg føler verden

 

 

Spejlskab

 

Du kender ikke mit hjerte af røde og hvide kronblade skabt næsten som fra dit skød, før DU ser romantik i et gadespejl i sommerhuset, - eller forelskelse mellem ven og veninde bag tavshedens sletter, - eller er i det hjørne af idyl i det mytologiske landskab, som Danmark altid har markeret sig som, mens landet fandtes og findes om hundrede år - det hedder - fup eller fakta, både for lille og stor - for alle, når vinden en sommerformiddag får sol til blæse molekyler i kopulation som dobbelt snelæbestift, i distraktion, altid i gaver, nu i lyrikhjertets seende ansigt - mod barm og taknemmelighed, før ånden i Verdensrum i sne fra nomader af historie-baggrund.

 

(2013)

 

DE LYSE NÆTTERS TALE VED URBÅLET

 

Det er aften ved Vesterhavet. Det er en lys aften alle steder i vort land. Du står som en støtte, en borger, en ven eller veninde; - kammerat, poet, socialist, - eller danserinde, fe, moder midsommerlady. Vi hører fuglene pippe fra kvindernes bryster, hvor Senoritaer fik hjertet befrugtet med Fugle og de glade sangere blev undfangede. Lyt, til bølgerne, med svar fra Verdenshavenes søgræs-væsener, hvor sømanden har pejlet efter stjernerne i Verdensrummet, og set på billeder af nøgne piger med svage, lokkende blikke, og lyttet til Delfin, Hval, stormens magt over skibet; Vi er alle sømænd til alle tider - Jordkloden sejler rundt; Og rundt om i Verden søger vi et Gudhjem, en kærligheds-sti, skovromantik, en havn, en by, ophold blandt venlige former, en kirke i landsby, beat, barndomsvenner, ven og veninde i en sommeraften, kræver gud til ansvar, Skaber, Nåde, troldevelsignelse, fane om fred og Folkets jul, kys at smage, brød at nyde sammen med et glas koldt vand, et godt arbejde, et godt helbred, et hus, en Jeg-kirke med efterårsregnende blade og pibetobak, at hvile i med fromhed; - Vi finder hjem i aften - her er sand i skoen, alle sekunder er fyldt med drømmende blod, enhver er velkommen i Gudernes bygninger; - Alt hedder kys og kram og gnid og kæl og omsorg og hengivelse og Guddoms-tale; - Kærlighed er skabt på en aften som nu her ved kætterbålet, hvor studenterne smider hovedopgaver ud af deres liv: ind i Dommens bål; - vi ungdoms-velsignes ved at fylde menneskelegemet med Sang, solnedgang, sex, - forsamlede med folk fra egnen, vores egn, fuld af gæstfrihed, tolerance, ligestilling, respekt for venlighed - rimelighed - fornuft - hjælpsomhed; - som findes tydeligst i nøjsomhed, venstrefløjs-politik, forelskelse, ædle håb, - mødet mellem gamle på pension og ung veninde, der rummer alle aldre, fra fosterkrop til den filosof på træerne, radio med vejrudsigt og endelig Dannebrogsordenen i yndlingsbogsamling. Det her skitserede indkredser det ægte danske - fornemmest er sprog og romantik, som binder os sammen - uanset hudfarve, religion, stand, geografi, økonomi, udseende, taksigelser, erhverv og uddannelse. Alle, alle fremmødte, ved at Danmark er et demokrati, et socialdemokrati, eller skal vedblive med at gå i netop de holdbare sko, hånd i hånd, Pige og Pige, fyr og fyr, Danserinde og poet, - NU mens mørket kryber ind fra den gamle mand og Havet - holder vi fast ved enkle begreber som: - LOV, LAND og RET - at de samme moraler gælder for fattig og for rig, - for Danskerkristen og DanskerJøde og Danskermuslim - men vort land er som i en ond regel låst i vores dumhed: POLARISERING. Der gøres forskel på folk. Men disse ord borer sig dybt ind i folkesjælen, - og pludseligt er vi alle frelste af DE OMTANKSFULDE MENNESKER, der findes i skrift og tale, offentligt og privat, i Søllerød og i Nakskov, - lad os alle amme til frihed under ansvar, dyb romantisk scene, oplysning, empati, venskabers styrke, fred svanger med sprog, menneskeidentitet. Nu fløjter flagermus i det uhørlige, og sådan flyver vore sjæle nu med Pigernes lydløse musik, og med røgen fra den rene pibe i værkstedet eller her ved stranden. Tænk dig til, - tænk intenst på, læg al vilje ind i, knyt kærligheden til, at mennesket, at du, at vi er søfolk fra havn til havn, at du er den rejsende i kahytten, hvor hun lægger kjolen, og er nøgen, og glider ind i telegrafistens favn. Så nøgen er du virkeligt! Men du kan føle, indse, høre, læse, se, at vi er indenfor rammer, der betyder varme, forelskelse, ungdomromantik iblandt. Vi kan godt ses igen, men nu er det vist tid for snaps for at vaske læberne til denne nøgne sandstrand, hvor sommeren er uden tanke, kun fred og al ihukommelse. Se på mennesker, som du vil, at de skal se tilbage på dig og dine venner! Hyld Jeres forfædre! Hyld Guderne! Et sted oppe i kirken, nu, tændes i mørket en syvarmet lysestage. Det er for de syv gode År! Lad os synge!

 

 

MORGENMØRKE

 

En havn ved havet.

Sengens mørke.

Lys i stue.

Pibe i tand.

Ruder spejler årstiderne.

Sne og lyd i blåt kosmos.

Øje,

Hånd over rod.

Rygsøjle i tempel.

Optakt i et bud om nænsomhed.

Dæmring på Dage.

Jeg fornemmer hvad jeg ved.

Tonearter, reflekser, Kernefysik, sprog, året.

Hører ind i Rundetårns snegl.

Ude ved Oslo.

Tilbage i København.

Drengs blåbær i Søllerød, mit legetøj, min skole.

Kammeraterne under loftet.

Og ugler, flagermus, svaler i deres hold.

Her før Dagens gry

lægger jeg til og fra i mine sko.

Alt hedder - Red!!

I smulderet kitter jeg lyrisk drømmestof ind i karrosserier.

Computer synes.

Derude er også computer.

Tusinder tændte kvadraturer med vejen.

Heste og de kneppende Jomfruer.

Neon og fredens mørke.

Dagblad.

Pige.

Telefon lægges i et leje.

Hun smiler.

I tavshed ser jeg et kyssets tema.

Jeg længes,

på vagt.

Det er øjeblikket.

Det er Fiskeren der bøder garn.

Før afgang,

i Fe og Sne og Københavner-café.

Et barn.

Far.

Mor.

Hus om seende møde med Jomfru Maria.

I Slotskirke.

Indenfor.

 

(2014)

 

 

BLÅT MEL

 

Det søde århundrede på ordet BARMHJERTIGHED mellem amøbe i ur-sump gennem hyrdinde og munk, før røde og blå stråler om åndernes noder i iskoldt fossende vand på polarmarker, ryper og rener og blå atmosfæres klange. Et ufatteligt matematik er Bibelens November. Eventyr hører til dans og drøm. Skovhegnet omkring. Vandet imellem. De lillahvide tanker. Vi siger, at vi ses. Imorgen er rosenduft i entré. Hendes paraply. Fysik. Byen. Oceanerne. Træernes dans.

 

 

 

 

GUDINDEN PÅ PULS-SKOVENES RYPE

 

 

SNE-BARE REFLEKSER Kys Øje-sten Brysters nåde Aften-teater RENSDYR Fund HAVESMUKT SNE-KLÆDE

 

FORFATTER PETER HUSS syner romantik lagen fe slugt revnens ånd flyve-sands perler transparente sæl-unger lok fjams-sorten-chock Lucia-brud bluse Tempel-puls-vektor til FILANTROPI salve-roman Polar-papirer OUR LOVE EXPLORER rabarber-lem trane-virvar Etik-havets blik scene Læber-linje-molekylær have drible RÅDETS kyndige MAGTER Snehvide-flamme hav-harpiks Landes gudinde-skam Elskovs hul kys-myg hare-hop håb kravebens-sorte svale-svane Det blide bud Elskerinde rose NØGNE HAVE-NØDS SPEJL EVIG BY

 

 

A shining tempel and sex on no Endings and maybe one day once again

 

 

Du er lysende, det udvalgte hvide snebare vinter-landskab i et nerve-insekt, der vil oplyse mit granskovs-mørke med dets følsomme Potens.

 

Sådan er vi. Kvinde-rosen og Byernes Punkere.

 

Kys kæl gnid og elskendes kram. Til årtusinder. I vibrationer. I byens stearinlys. Feen hjemme. Manden for hende.

 

Udenfor lyn. Herinde svarer svale. Sommer under vor hud. Det fungerer. Synkront. Imellem Hyrde-skeen og balsam-fe.

 

Alt står fuldbragt. I Snehvide. I kongens nat. Interval af dit og mit fylde i Verdenshistorien. Harpiks-Mesteren og Lysekrone-Lady. Kærlighed i vor æske.

 

Vort fugle-kys igennem og skjult i alle sjæles usynlige dialoger. Og du. Jeg. Vi sanser lysende tæpper og vor nøgenhed i min Østre Solopganges jule-kvarter.

 

 

Vi er fred. Vi elsker alle. Vi passer vore barne-kaner og voldsomme liderlighed. Dagen og nætterne under barken er kro-hyttens rum om vor sødme og plads i litteraturhistorie.

 

 

Der vibreres, åndes, sukkes, væves, lyses.

Harpiks-Mestrene.

 

Periodiske system smuk form hendes Bryster mole lyster feber bølger mund atomstof UDSYNET.

 

To I Landet. Mørkets uendelige rum rundt om. Lys på sted. Mit Gudssogn. Nytårsguder, bud fra veninde, tyst busk. Forandringer skabt via nødden under hende. Slotsgrav. I stuen. Håb. Variation og synålens strofe. Sang og romantik og fest. Leg. Dagens kys. Sne. Dialoger. De ydre og indre rum. Midt i et sødt Århundrede. Now days for kind streets; - Legens århundrede; - Pibeglød. Jeg læser fleres breve, er nyvasket på legeme, er i skovmands-tøj, lampe under lofts-vægge, IT, drikke i blåt bæger, pudset glas-stel, mæt, December, NYTAAR, glas-ruder i stjerne, hindbær af haver i min sødme, legemer, solsort, bosted på jord, hyrde, veninde, barn, hytte, fred, bøn.

 

 

Dagen og nætterne under barken er kro-hyttens rum om vor sødme og plads i litteraturhistorie.

 

 

Der vibreres, åndes, sukkes, væves, lyses.

 

Æresord

 

Tror du på stenens Violkjole,

Sjæl i Øjet,

Bevægelse med tankens hulebillede i pensel,

Tror du barnet!

Og Vi er alle menneskebørn!

I Leg og alvor!

I Udviklings-vilje mod et Paradis!

I Gnid!

I fugle-meningens fedtkugler ved Tornerose-husene.

Griber hun om pik,

eller knæ-brysters unge sneskær.

Sammen lykkelige,

Et Orlogsskib,

En kano på Åerne,

Vi skal nøgne tale

i tillid

Om det største på jord,

Skønheden, ungdom, forelskelsen.

Jeg rører verden.

Kongen derude er dagens spejder.

En Gudinde,

løfter min tanke.

Jeg elsker vore danske dage!

 

(2014)

 

 

 

KULISSE

 

 

Café og Rumstation og fakkelfred. Gud - Sneblide - Kvadratur - salme. En romannat. Bliksyn. Lydhøre. Gader af mennesker. En Pige falder i en hvirvel, en solo. Orkesteret deroppe sne i Storbyer og på husmandssted, og kælken til dreng står på svalegang. Jeg forbløffes. Dét lys! Fader i grav stråler i Molekylet herinde. Dét Fader. En beskyttelse og kærlighed, som er mit eneste ene, jeg savner; en bøn, en tak, et hjerte til Moder og Far i Det Navn, der kun kaldes Sneblide i Blok 5 i Søllerød-Park. Et rum om dukketeater for bedstemor Anna - skriftlig dansk - regning i hefter - julemand - stuearrest - Middagsmad - Glasvinduer ud til Vinteraften - Arbejde - hengivelse - salve - KB-trøje - Stuen i kvalitet og leg og blomster; - Det hedder drøm om De pigebarn på Skole og på besøg i Solsort og spejderhåndbog og på tusinder ordløse sekunder i vor rejse. Nu sukke at ses vi på det Hussiske? Når også elefantsnablen ikke længere holder mig, eller også ved øjets lukke er i Faders Isbjørne-land? Jeg gentager - Gud - Is-Node - Kosmos. Tror, - det synes det, at Klarhed må lede ind i Klarhed fra fader - En Sommerblund i Dét blik, der blev adlydt til sejr for mig og Verdens folkeslag. En fred nu i bevidstheder - ned og ind i marv og drengens nissehue - En engel på toppen - En roman, vi alle er indskrevet i. Ungerne i Kongens Haver. Alle tappert lykkelige i sommerregnens molekyle om netop Is-node - lov - Menneske - i Faders Nådesblik, - & Sneblide, - Sådan set mig, - Februar-Piges elsker under kirsebærtræer på en drøm, som jeg slipper lidt, - & vender nu alle bogstavernes tågetoner i et ukendt reflexion til Dig, - Ditte i café, 80erne, Ekstra Bladet, hvor du smilte en trappe ind til en romantik, - Nålekjole, - De Øens harpe - Det Kongelige Teaters Balletskuespillerinde - Et sukkermåltid af hindbær under gravstenes plads i mit slot, du tilgav, - og jeg tror nu, at du er på Lesbos. Jeg er Hamlet - Sokrates - Stauning - litterært set. På tredje ræk til to romantiske ganger nu i vindens fingre, - I stønnende Luksus, Tempel, - uden Navn, - uden indkomst, - uden andre at føle tillid til end Faders acceleration i mit sandelige Storebrorøje. Lukket retræte, - tager jeg det herfra. Det hedder - Forklaring fra alle. Alt går igen. Hun klæder sig af, så jeg kan se menneskeheden. Vor frihed. Pas - Løn - Arv i de kommende søde dage om Fædres og sønnens romantik med hænderne om en Pige på hjørnet af hjertets træfpunkt for seriøse skæbner i fodspor af tunge elefanter på stjernebestrøget sand, - Hornbæksand. Ét ved disse digte fra en Drengs spæde undren. Faders død. Grå-viv i tunge. Kammerater i sind. Moders grå stær. Danskerne spredt for computere. Og en lov, der skal vedtages. Om det væsentlige. I Tyrens Tegn lød jeg, at vor stolthed grunder på ligestilling & et tak - på Flugtens Gevir i Grønne Forår. Et stykke rejeost. Hvede & Kysse-Tro. Gud - Dreng Sneblide - Kosmos.

(2014)

 

 

Vejr-lomme

 

De mærkbare tegn på det du fandt i barndomshjem. Rød og hvid farve. En fod sat på det synske. Det intuitive landskab. Tanke er fugl. Fugl er Himle. Idé er Strand. Du står i morgen på Himlens tag. Du nejer. Piger i alle sale - på alle etager i Eventyrenes slotte. Fald af røde balloner. Du rækker en favn i romantik af æskers åndedræt i arbejdsår. Du forstås. Du, I, Vi - går hurtige sommerfugl i elskovsbask med vore vinger op, ind, hinanden i elektrisk polarmåneskin. Evighed. Sådan er det nu en gang. Og utopien fornemmes i blod, nerver, forstand - naturlig er du. Nu. Du er i en fold udenfor i æsel. Somrenes Velsignelse. Godt.

 

(2014)

 

 

 

Revlen og goplerne

 

 

Skibets nøgler lægges på chatol - og i det skridt er der afgang til kollegaer i Journalistik - Politik - Lyrik - og vores landgang sker i et intuitivt forum - f.eks. - Skærsommerdrøm, som nu, i høje lamper, hvor elskende og arbejdsstyrkerne lægger rosenstoffet i munden på engle, Elefant og amoriner. Den romantiske nat. Nu glas flyver væk fra æskerne og rammerne, - og der søges ind til kærligheds nissehue; - Sneens myte af æbleblomst, hyld, bølgeskum, der kranser Juletræet dybest inde i hengivelsens flodsenge - Hjertets jul, som vi søger gennem al vor færden fra barnsben til oldingestol. Se, det var at skabe og pointere fra - Snebladets sandhed - to blå skygger af månekegle - omfavnelsen mellem to nøgne skæbner - I Kærlighed - en glød af Juletræets egenskaber i et prøvende samleje-essayistik - Det Sneblide, - det Snerype - Det hinanden - Pigehud; - Højt fra træets grønne top Sankt Hansaften ved Havets romantik i blåmusling.

 

(2014)

 

 

PÅ KANTEN

 

 

Floder – følge – øskelse.

Rouge Politik – Romantik – Barmhjertighed.

 

*

 

(2015)

 

 

(af) FORNEM

 

 

I mørket på lyngens hedemark med post til Sjællands rose om en Ridder i forelskelse ud til millioner år i skur og gniden, kæl i netop dig. Appelsinsøde Fe?

 

Ude i nat er fugle. De sover i dig. Jeg er Skovene.

 

(2015)

 

 

BØN

Du er i engen,

Den Velsignede Sommer.

 

 

I Stenen sne-Brysters

 

Vort Digt viser struktur i Sproget i en poststrukturalistisk egn af Verdenshistorien, og finder til at alt om veninde; - det hviskes fra Vesterhavet og Kattegat og Sundet, - det kan tydes af sneblad, snebue, en have med et hus som snekirke, - af pulsens flod fra munding, - af billeder på vægge, - mæle, - kammeraters og kollegaers og andre udsagn - alt indenfor forskellige rammer med forskelsløst eller prægnant følelsesliv, - alt skrevet i stenen - somrene - stolen sættes herefter på plads - o, romantik - o, landsdele - o, krop og tid og pibe - o, hendes svar til Pik - o, Piger jeg kunne knalde, - o, Det blide bud gennem alt og verden - o, Fred fra alle - o, sammenhæng cellerne, verdensrum og stenen bagerst i haven, hovedhjørnesten i snetyst Skov, på hærvej, i tårn - i stald ved begyndelsen bag barkede skjolde - hertil nu boblende skibe brusende lysestage granerne brev fuglespor i sne salme stjerneklart morgenmørke bygningerne Guden magterne Lucia-krans døde soldater centrumsocialisterne Folketinget lysekroner Røget torskerogn i bukser Citronvand Februar-affære nytaarstale der falder til hjerte sagt af mild, handlekraftig følende gudinde. Rammer bør demokrati, socialt retfærdige, - lov land og ret - og alle vil så være i mulighed for at opnå sandhed og miskundhed og fortryllelsen - elskende - samfundsindede - gæstfrie - åbne - tolerante - i de år der er unge for os allesammen - DET her drejer sig om hinanden -, der skal op igen med faner på barrikader, og kalde efter humanisme, velstand i samfundet - se, der står du - ung kvinde i hvid bluse stram om brysterne, - der forstår alt et sted i tanke-huset.

 

 

Først

 

 

 

 

Du ser de Sneblide dage. Rumkulde, Ordet og hende. Nordens kærlige tegn på ven i øde December. Pige står brud. Det er aften-frakke til gæst, vi er, på en tiliset Jordklodes Angst. I by og på Land er Klokken. Sind er Pige-hud.

 

 

Frostgræs er også et pust hengivenhed og lametta. Hun trodser de sorte Krigs-skyer.

 

 

Nu ved han, at hun elsker ham.

 

 

Menneskers Kejser-kinesiske gåde som skyer, fugle, Skove og smil i festsale.

 

 

JEG HAR DET, SOM JEG VIL HAVE DET. DET, JEG SER, ER SANDHED.

 

 

 

DÅDYR VED ...

 

 

 

Virkelighed indenfor.

Bryster uterlige

Stram rougehvid Februarbluse.

Og dét Sneblide element fugle på hver vores rose.

Skønhed og Sjæl. Peters jul. Et Kys.

Pige stærkere dis

fattig end støv

lykkeligere firben i askese dyrebar kaners spor

Du stille hjerte.

Hun kender puls og tegn, en slotsdans.

Poesi og Skønhed.

Se, du går middagshøje fugle.

Krat af hindbær smukt klæde i syndskløe.

Det du vil.

Du må få barn, hvis du ser.

Du er god i tusinde gange i gamle byer.

Oppe Sneen hex lyse glæde og smil.

Du Hun kærlighed ...

 

 

I idéerne

 

Du behøver Aand

nu ømt

Sneblidefolk stund

jeg løfter nat, i nat for dig.

Enten fuldkomne hånd

i hånd

alfernes, pilenes tid i usynligt slør

Blomsternes virvar, -

Forkast uforløst mentalt onanerende plan. Ring, du våger ensom

golde midnat,

billedet jeg er du kender

pludselig ud af Tornes helvede

nu Tingstårnet,

fugle i magters guddommes grønne bjerge

- slangeskød i skrig

Forvandling

samkvem

netop - den sneblide i lutter glæde.

 

*

 

 

KUR og DUET

 

 

Vi er i visdommens sprog. Sukker du, og jeg kærtegner dig.

 

Dét smil af dagslys. Du hedder høsten er i hus.

 

Nordens kommune engel snehvide hybenrose sand dragt konturer top og vulva. I Hendes spejl af Gud.

 

(2015)

 

 

Moderne psykologi

 

OG så kommer Nytårsenglen med de vise mænds sandhed - at vi er i virkeligheden inde i hinanden - refleks af refleks af svaler og døgn og frihed i vor fælles sommereng ved husene ...

 

 

Kirkevindue

 

Sadaf

 

Du frøhjerte. Du er i kjole om dig. Sekundet i harpiks på bogen. Du er læberne. Moderne krop i stille opgang med storbyskygge.

 

Rosers romantik. Lagen dybere blokkes tag. Elskede, du forårs drøm. Dén rosensvamp og sanddreng tøer hinden. Dén aksel i dig er Påskens svar. Til Dig, lillahvide klæde i gangene i Slottets sollys og skygger. Vi forstår.

 

 

DU KLOGE. Du burde give kærligheden lov, land og ret!! Jeg er ikke STORE VORHERRE. Men STANKELBEN, fredsenglen Christ. Birkebark du og jeg fandt.

 

I Nat er tingen på hovedet. Vi spiser appelsin. Fjernt fra togplaner, I Bjergenes grønne filosofi. Kommer Du? Det er spørgsmål, – Fornyere, men Socialister og Nu stedet. Vort århundrede. I Hendes søde kind af Sne og Rouge.

Ind i Lyst.

 

 

Sne

 

Forvandle sig

fuglsvulm.

(2002)

 

 

 

Lovely bird

 

Vinger dybere i sprog.

Jeg kan bevæge mig.

Det hedder jul i de danske dage.

 

 

26. marts 2017

 

 

 

ERIK KNUDSEN - SAND

 

Rummet - matematik - romantik - sandhed

 

 

MAANEN - Ole Wivel

 

UNGE STRUNGE 1985 - Michael Strunge