Snefeen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter V. Huss

 

- f. 11. Maj 1959

 

- Poet fra Holte

 

 

 

Snesvalen

 

Anemone-barm.

Senoritas hårbånd.

Stram.

 

(2017)

 

 

 

Stille menneske

 

 

Gnid Jeres hinanden. Der er tomheden og princippet om mod. Der voksede alting ud af et ingenting. Alting rummer Intet. Vi er puls. Glæde, alder, ungdomromantik ved grøftekanter. Fødsel, intermezzo, visdom. Historie har rod i fremtid, der er øjeblik. En mand kalder på havneluderens sex og hun trænger til sømandens gejser. Det går dage og tid ved. Det løfter refleksion, Kunst, ædle træk. Vi hører sange. Vi elsker, opdrager, indser. Vi vil lyrisk åre i februar, skønhed i huse, levende fællesskab og social indstilling, kærlighed i boblen, fugls fromhed, duft under træet, Peters jul, blottet, lykkelig blok, læbernes møde, havets blik, – Du ved Digt. Sandhed er de rouge år og en evigheds luder rosers romantik om gadelys i lagensand.

 

(2015)

 

 

Forløsende efterår

 

 

Der var engang tre prinsesser, der boede hjemme hos deres konge og dronning.

 

En smuk efterårsdag gik de tre prinsesser nede i parken og de gik uden for parken, forbi gærdet, ind i skoven. Her voksede små, smukke planter og de løb legende mellem træstammerne og stroferne førte dem længere bort fra slottet.

 

De kom til en sø, de aldrig havde set én så smuk før. De lod hænderne gribe noget af vandet og så op mod himlen, der var sprængt af solens gennemblødning.

 

De tog deres tøj af, svømmede ude i søens vand, det havde endnu noget af sommerens varme.

 

Over dem fløj fugle med hvide vinger, og fugleskrig flængede en gang imellem stilheden.

 

Under dem på søens bund voksede planter, smukke som drømme, og sarte fisk svømmede fra vandspejl til vandspejl.

 

Efter 300 hjerteslag steg de op af vandet. Deres hår var vådt og enkelte stærke stjerner fra natten sad i deres pande. De tog tøjet på og begyndte at kaste sten ud i vandet. Solen stod endnu højt på himlen som et kirkeur, og de følte sig godt tilpas, som de ikke længe havde følt.

 

De kendte kun slottets mange rum og så parken. Enkelte gange om måneden drog de i procession gennem landsbyen i kareter, så de så ikke meget til folkene og deres huse.

 

Hjemme på slottet voksede syrenerne lidt og køkkenet var begyndt på at tilberede aftensmåltidet. Ingen savnede de tre prinsesser, og kongen skrev breve til fjerne konger, mens dronningen syede en brudekjole, som den af prinsesserne, der først blev gift, skulle have. De tre prinsesser lod vinden gennemstrømme deres hår, og de var helt betaget af stilheden, lysningen over søen, skoven rundt omkring og så af fuglenes fløjten, der steg og faldt som deres heftige åndedræt.

 

Ikke længe havde de siddet sådan før en gammel kone så dem og kom forbi. Hun gik ned til søen og sagde til prinsesserne: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Sørg for at harpekvinden spiller for jer. I skal bare fløjte tre gange i denne her fløjte.« Den gamle, venlige dame rakte dem en fint udskårent træfløjte og gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og fløjten og begyndte at le. Ingen af dem havde før hørt tale om en harpekvinde i en sø. Den ene af prinsesserne satte fløjten mod sine læber og begyndte at fløjte en melodi i den. Først en gang. Så anden gang. Endelig tredje gang. I det samme blev solens stråler varmere og det var som om træerne ikke længere var ved at blive rødbladede, men at de stadig var grønne.

 

De mærkede det næsten ikke, kun som et strejf af lykke. Og lidt efter hørte de den dejligste musik stige fra søens små bølger. Musikken kom langt fra, som en ømhedsomspændt hulken. De lyttede betagede og så op i himlen, dernæst efter den gamle dame, men hun var forsvundet.

 

Langsomt døde musikken hen som en bogside sluttes. De holdt om fløjten, der havde forbundet dem med lykken, de havde følt som en lethed i hjertet. Også skoven omkring søen fik sin efterårsfarve tilbage.

 

De tre prinsesser rørte sig ikke, mens det lidt efter lidt gik op for dem, at de ikke vidste hvor i verden de var. Og slet ikke hvordan de skulle finde hjem til slottet.

 

Solen var nu ved at gå ned, og den ene af prinsesserne spurgte de andre to, hvad de helst ville eje, hvis de aldrig skulle finde hjem igen.

 

Den første sagde Troen.

Den anden sagde Kærligheden.

Den tredje sagde Håbet.

 

De så på hinanden og var slet ikke mere bange da det gik op for dem at de for første gang i deres liv vidste hvad der betød noget for dem.

 

Lidt efter kom en anden kælling forbi. Hun sagde: »Nå, pigelil, I har rigtig nok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Jeg har ikke set et menneske i årevis og skal sikkert snart dø. Derfor må I få mit kæreste eje. Denne bog. Når I læser i den hjælper alle de mennesker jer I læser om. Lige fra dværge til de folk på fattiggården.«

 

Hun rakte dem bogen og gik sin vej hurtigt som hun var kommet. De tre prinsesser kunne nok have brug for den bog. Den ene af prinsesserne bladrede den første side om med sine fingre og gav sig til at læse. Det svimlede let for hende, men før hun vidste af det havde en af personerne i bogen fortalt dem vejen hjem til slottet. De skulle lige til at gå, men i det samme kom en heks gående forbi: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Jeg kan se, at I har enkelte stærke stjerner i panden, der stammer fra natten. Jeg vil give jer vand for altid og jeres stjerner vil altid hviske på jeres pande, når jeres prins kysser jer.« Hun gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og var alle glade ved at se på hinandens ansigter. De begyndte at gå hjemad med fløjten, bogen og de stærke stjerner ved panden.

 

Da de kom hjem var det blevet mørkt omkring slottet; ruderne lyste ud i natten og de kunne se kongen og dronningen spejde fra det højeste vindue. De løb hastigt gennem parken og op til slottets verandaport. De bankede på tre gange og lidt efter kom kongen og dronningen ned og lukkede op. De var alle glade ved gensynet, særlig kongen og dronningen, der havde været ængstelige ved deres usædvanlige fravær.

 

De tre prinsesser fortalte i munden på hinanden om deres oplevelser og om kællingerne. Hende der havde valgt troen fortalte at hun troede at alt nok skulle blive lykkeligt i kongeriget, hvis bare kongen ville lytte til deres hjælp. Hende der havde valgt kærligheden sagde, at hvis bare de lyttede til hende ville folk i landsbyerne elske deres land og konge. Hende der havde valgt håbet sagde, at hvis bare kongen og dronningen lyttede til hende, ville de syge og ensomme få alt det de behøvede.

 

Kongen så på sine tre døtre og kunne slet ikke genkende dem. Han sagde, at han altid ville rådføre sig med dem om kongerigets spørgsmål, da de var så voksne og havde den store magt med fløjten, bogen og heksens kraft.

 

Næste dag stod solen op og folk gik til deres arbejde som sædvanligt. De tre prinsesser gik ned i landsbyen med bogen, fløjten og de stærke stjerner ved deres pander. Folk så dem og troede at de var engle. De gik til en stakkels skomager og fortalte ham om søen, man fik stjerner af, om fløjten og om bogen, og de sagde at han skulle hjælpe folk med fløjten og bogen, for ingen andre kendte riget så godt som han. Han skulle også fortælle til alle piger om søen, så de også kunne mærke pustet af lykke og få stærke stjerner ved panden, der hvisker søde ord, når deres prins kysser dem.

 

Sådan blev et helt rige lykkeligt. Bogen og fløjten blev opbevaret på rådhuset hvor alle folk og kongen kom og bragte tingene.

 

De tre prinsesser blev senere gift og fik børn, men ingen af dem glemte siden deres tur uden for parken gennem skoven til søen og deres valg: troen, kærligheden, håbet.

 

Kongen og dronningen døde lykkelige og hver aften kunne man ved midnatstide se elskende drage omkring søen, mens stjernerne i flok spejlede sig i vandspejlet over fisk og planter.

 

Det efterår blev fulgt af en hellig vinter og siden kom foråret som et langt flygtigt pust af lykke.

 

 

(1984)

 

 

 

Elskerindens rose

 

 

Efter gudindens dans vejer lykke fra kirkegården til hendes kind, hun spejlede nøgen op mod planeters tåger i træernes have. Et kys i brev. Hendes kind. Hendes rosenfugt. Hun lå en drøm i Mands neg, hjerte, sindsve.

 

 

De gik aldrig arm i arm. De kendte kun til Somres fravær som et nærvær af Efterår i frugtkældre med rive og blade. Lidt flasker æblemost, og kattebørn. En dag lå jeg i Fyns skolemesterrum hos Morfader og mormor, og ud af havens fjerneste busk stod hun åben i morgensol, lys i frost om de hindbær, kulde om hendes revoltedans i front til Skyernes kladdehefter. Hun var en grad af nemmeste forelskelse.

 

 

Vi rørte ikke hinanden, dengang, men i dag. Hun kendte alle væseners rod i sange gennem kundskab, forklaring, tillid, – et eventyr mellem fe og Julemand, der nu ligger i barkens fure, vore ansigtsskåle, tegn, ord, gud, romantik, hverdag.

 

 

Måske hun nu leer ud i havets stok, på strande, stier, parker, kirkegårde, ved klaver og kjole i Skovenes Søndagsrum.

 

 

Jeg glemmer hendes tidevand, blomsterhud, sind i mit digt, hvide Søllerødmarker, røde og hvide nuancer på Frøkner, Dé døre ind i festernes rouge romantik om anemoneskygger, enkle smil i trær, retfærdige beslutninger. Hun går gerne foran eller bagefter gøglernes pestbefængte hjerter, og vi vil alle en Fred, en sikker tillid til nabolag, en Gudinde i spøgelse eller Istid eller glød i Havens bluse på loftskammeret. Sådan skete der alt og ingenting.

 

 

Sidst vi såede i hinanden var hun en tændt tjørnerose, da hun fattede, at jeg var bølgen til hendes kilde i olieskoven. Jeg sagde ret til møde i sværd.

 

 

Nu er Hendes følende indre Have føj af lukkede og åbne døre og vinduer. Derinde summer hun. Hun går dugg på pande, der hvælver omkring tusinde døtre, alfer, fee, havfruer.

 

 

Og herhjemme synes jeg, det går hastigt, hurtigt, og birkelund i Søllerød-Park, og en mere hindbær, frotte, adventsfjams indenfor.

 

 

*

 

(2015)

 

 

PÅ CAFÉ

 

Elsker dig lidt over alt ømt. Jeg kan, hvis du vil, ligge i kæl gennem os i de millioner år efter hverdage er afløst af udødelighed.

 

 

Det trænger på. Det forår flimrer. Du er ankeret. I en drøm, der ikke døer. Poesien og Sangene gennem en mand, jeg er. Seende dig, træet. Og de to sten i pung er levende rod. Du er vel nøgen. Under bluse. Jeg er hud. Katolsk arbejderhud.

 

 

Du synger smukt om en skygge fra en mand på bjergets tinde. Det hedder romantik. Det hedder Peter Huss. Det er soltørst. Klang i tusinde folkehaver. Vi kan måske mødes arbejde sammen om et projekt.

 

 

Litteratur i sang ved toner under bruser, Venus Snehvide-blide Ung-blad nær Øresund, somom eventyr findes uden for Kunst, at læber og tunger og tænder kysser, at Du Marts-mødets unge trylle-engel i bibelbluse kan tage mig i favn, bare nætter og formiddage, på bagsædet, på kaféens skjulested, i stue omgivet af åkanders stilhed ven og veninde en decembersol blusset til forårskirtler, et farvel, et goddag, til sørgmod efter adskillelse, en kile i bræ næsten lykkelig et kirsebærtræs lyserøde fyld i vore skaller, vore templer, vore køn i søndagsvenskab, en romantik storby forstad Danmark i verden, hvor du, ung smilende aftenskønhed, bestemte hvor langt vi kunne samles om stille ærbarhed i et en tidsånds vigtigste møde, hvor vi må meddele kærlighed mellem mand og veninde til cafébord og spalter og scener, at uskyld og begær er ungdommen. Vor Ånd. Vore legemer. Vor kirke. Et ønske, et drama, en forventning. I ærbare snav.

 

 

En ridder og en nordens kunstnerinde i guds landsbog at skabe menneskesjæl i dyret. Harmoni, somom klokke kime det pandested, alle kan nå at indse første forelskelse.

 

(2015)

 

 

SELVPORTRÆT

 

Jeg læste poesien

fra 40’erne,

skrev selv vildt bogen

og senere søgende,

gik på gaderne

i is med pigers dans,

så træet i maj,

var vildt længselsfuld,

diskuterede meningen

og var hos søde ludere,

Besøgte Far,

var død,

sidder nu med en ung, klog tanke,

fjernt væk,

vildt og kristen hos poesiens tegn,

med pibetobak og el-lampen,

Da navnet falder

som det rungende Norden -:

Velsignede Sankte Majarv.

 

 

(Dec. 1992)

 

 

I Enkle Tegn

 

Jeg øjer dagslys,

uvirkeligt og konkret rum,

der er håb, kalkkirke, velsignelse

og viser os alle mennesker, Februarveninde, verden i et ømhedskrystal,

i fred, idyl, pittoreske gader,

- det er det største i verden:

lys på brillestel, på den tykke mave med barn, på egnens mosaik.

I begyndelsen var salvebladet, lys, rod i sange.

 

(2012)

 

 

 

ADVENT

 

 

Uden veninde,

på Sct. Hans Hospital,

med December

og truende mørke.

En angst, som poesien,

Kys der døer

med ensomhed,

Alvor ved hvert gadetræ.

Hvor er øjets store hav?

Hvor er venskabet?

Hvem elsker jeg nøgen?

Skibe svarede engang,

og far,

der åndede ud.

Jeg ved ordet, poesien,

der kom

og forvandler.

Jeg ved bøn, romantik,

der er sne

i advent.

Fra farlige drømme

kom vild sommer.

Fra tanken hos Kristus

Harpiks

kom en Velsignelse af Sol.

 

Jeg sidder i kirken,

Hvor er veninden?

 

- -

 

Jeg tror, at veninde er her,

som digterinde,

en smuk, evig Hustru.

 

(Dec. 1992)

 

 

Credo

 

Verden overvintrer som puppe

og varmen skal forvandle os.

 

(1986)

 

 

 

Hundrede gøremål

 

Vi kan hviske, fløjte, be´,

hedder Du bondekonen i haven?

DU er fager, en Pigeidyllia, liderlighed.

Mørket afløses af lys i sang,

de evige ting i en festlig, smuk tid,

bare altan, bog, seng, vand, pibetobak i et klart døgn,

veninde, hurtige Pige, frost mod gode Bryster,

varmen er her, en Poets stilhed,

virkelige er vi i samme uglebo, Solsortefrækkerten, der tror Øjnene,

løfter du, kommer vi, honning, varme,

et Februar bliver ganske tavst.

 

 

(2012)

 

 

 

Efter en snekugle

 

Her følger Decembers vignetter,

sne - solsort - stad - skygge,

Jeg lever et øjeblik fra hende,

lysene - nat - dråben - vielsen,

kommer Skyerne som et låg på skattekiste,

sol i grenværk

et rødt hjerte,

menneske - verden - skærm - celler,

DU er på vej til caféerne,

avissider - Piger - sko - romantik,

JEG lover, at jeg føler verden

 

 

 

SMUKKE VERDEN

 

Jeg har altid syntes, at det smukkeste er mennesker, særlig kønne Piger i kjole og nøgent look, - og Decembertræet med pynt og stads i stuen, - og en sang, en bog, et billed', stjerneskær over sne, havet, Skovene, husene med gitterøjne, romantik, forelskelse, gode kammerater, ungdom, luder, pibe, ole sarvigs første bøger, en bøn, en andagt, retfærdighed, ærlighed, uskyld, fromhed, stilhed, varme, empati, sex, hjertet fuld af kærlighed, - poesien, naturen, Underet, Kvinden, et sogn, et uendeligt øjeblik, et godt svar, en stor fred, nøjsomhed, komfort, lykke, mit navn, mine kæres navne, god jul, godt nytår, pinsebuske, evige påskesekunder, et nyfødt barn, en arbejder, et smil, kollegaer, eksistenser og skæbner som jeg følger med i, idyl, strandene, lejrbål, - AT ALT GÅR SOM DET SKAL EFTER EN GUDS PLAN - identitet, udvikling, sammenhæng, udvikling, mening, kys, kram, omfavnelser, varme, vuggegaver, oplyst ånd, en uventet åbning og glæde, nærvær, gode rammer, optimisme, hurtige smukke tanker i et tomt hoved, et godt helbred, mildhed, en opvågnen i en mørk lejlighed fyldt af en vild holden af, - festlige stunder, eftertanke, drømme, bekræftelse, fortolkning, genkendelse, profetier, hus og hjem, et bad, rent linned, æblerne fyldt med sne som hun synker med fryd, årstider, messias, menneskesønnen, Jesus, kirkerne, museerne, kaféer, gaderne, parken hvor jeg standser op og føler evigheden i mine to sekunder i Verdenshistorien, - osv. ...

 

 

 

Sædklatter på

ungmøpatter

 

 

Inat hører jeg gennem og i hele Verdensrummets mørke Dig synge. Ser på din korte sorte kjole og dine smukke ben i sorte nylonstrømper, er i mit eget skabte Øjeblik, - du synger krystalklart og musikken er tæt. Natten er måneløs, ordløs, og min krop er næsten nøgen. Jeg ser på en tilfældig bog, drikker læskedrik, har tegnepungen fyldt op. En lysende lampe. Drømmen om at synke ned i solnedgangen mod bryster, i en senoritas krop, her og nu og på Puttes allé i en drøm. Krudttønde og en fælles stigning opad. Al min undren og længsel rammer dit hjerte engang. Du er dær. Jeg er her. To fremmede frø kastet på en genkendt klode, spredt for blæsten, faldede i to nabosogne, men elskede - DU er den eneste jeg virkelig har været helt i fuglene for, selvom vi taler i kunst og stjærnespind, og jeg har intet entydigt svar hørt fra dig. Du er gemt i tågen. Vi kender ikke hinanden. Og dog.

 

 

 

ET MENNESKES STØV OG AAND

 

 

Det er naturligt, at blod ruller i legemet /kroppen/ hjernen/ øjnene/ halsen / ryggen/ fødderne/ hænderne/LUNGERNE/ Og i "Hjertets blodige tempel" (CITAT Peter Legård Nielsen i 1984/85 - udgivelse af digtsamling på GYLDENDAL NYT NORDISK FORLAG), - og SANGERINDEN lis sørensen udsendte fra en Skagensstudieoptagelse i september 1987 THE RECORD - "SIGØJNERBLOD", - og i 1920erne udsendtes avantgardistdigtsamlingen "blod" af den nu afdøde, dengang purunge BROBY JOHANSEN, - og den da kun 17-18-ÅRIGE Asger Schnack udsendte i 1967-68 den digtsamling, jeg kalder mit BASIS, - "Øjeæbler" - altsammen brugt som erfaringsgrundlag bl.a. for min forståelse og definition af MENNESKET - iøvrigt udgav mesterpoeten Ole Sarvig, vist i 1948 en bog, som hermed anbefales, sin 5. digtsamling med netop den værktitel: "MENNESKET", - og for at konvertere til Katolsk ståsted skal du blandt andet i et studieforløb først læse en lærebog med titlen: - "hvad er et menneske ..." GRUNDTVIG sammenfatter alle spørgsmålene i axiomet "Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og Aand!" - det kommer ikke bag på kvinder, læger, soldater, - Poeter og præster - og slet ikke Kirurger, - eller JORDMØDRE (Ansat ved mysteriet) eller alle de små sataniske forbrydere, der gerne ville myrde og se blod flyde fra radikale Tænkere, som mig og mine kollegaer, der taler om kvalitetstid/ Sandhed/ Moral/ Sproget/ tegn/ Dom og nåde/ Kæligheden/ Humanisme/ Rimelighed/ Skønheden / Ægte værdier / ligestilling/ Demokratier/ verdensrummet/ romantik/ eksistens/ identitet/ død/ udødeliggørelse/ verden her og bagom/ En sten - stjærnestøv - konkylie - sjæl og nerver - følelser - poesien - naturen - Kvinden - bog - livsglæden./ Vi ser enheden ved vores gerning i Tingenes hjerte, og vores opgave er netop, at samle milliarder af tegn her og nu og før og dær og imorgen et sted i EET billed`, - kernen i liv, menneskeliv, som er tyngdekraft og vingeslag, skyer i Øjet, udsigterne, de enkle ting, en stemme, bevægelse, "a bird on a wire", jul, foraarets grønne flom og kurver og streg, sol der drejer som en urviser, velsignelse fra kalkkirke, alt det der kan anses fra en uendelighed af vinkler, men Digterens papirsfingerspidser samler dit liv og menneskets vilkår, der bedst kan samles i ordet, der peger på kroppen, jul, Norden, sammenholdet, skønhed, lykkestøv, perioder, peace, politik, Guden, magterne, de unge Kvinder, barnet som vidne, sorgen ved tab, den universelle kærlighed som er det godes adgangsbillet til en højere Sandhed, - en kjole, et hus, en bog, rammerne omkring juletræet, undfangelsen, vennerne, vor vej, vor romantik, vor varme, vore Sprog, - Det hele findes indeni i dig, når du er åben i vækkelse eller i samle-ting-sammen-søvnen, og det ubevidste bliver fremtiden, tidens moral, modetendenser og skæbnevalg, forskellige fylder, - I Det, Digterne fortæller, findes i de nøgne, forskelsløse, magiske to verdener - dig og mig - jordengang med blødende længsel og den verden vi falder ud i ved døden - lyset, og lyset bagom nat, - et pludseligt lys bag den lukkede dør, - håb efter melodier fra alt levende og alle døde ting - nu samler en veninde rav fra stranden ... OG DET ER DET EVIGE BILLED` - : Urmødrene, gudinderne, jomfruerne - Frk. Huss, min ægtefælle, En Sommerpige, veninde, RAVHALSKÆDEN, Virkeligt her!

 

 

 

 

Danmark, Du Ø-flok

 

 

De forsvundne somre (CITAT digterne morten nielsen og knud sønderby) er Sommerpiger i Nordsjælland og i provinsen, hyld og syrener, strandene, knald på nattelivet, musik fra stemmebåndene, brisen ved havnen, flag, sejl, nyforelskede på 16 år eller sølvbryllupspar på KÆRLIGHEDSSTIEN, fra kyst til kyst spreder fuglene små og store vingeslag, hedebølger, en bog, Hjortene giver dyrehaverne og skovene mæle med brunst, Kjoler, Stages, gennem hjerterne findes idyl, sognets kirke, yndlingscaféen, solskinsgardin, "DET er NATUREN, der KALDER" lyder det on the air, hvide rosenbuske, nyvasket linned og udsigts-tanker, skovsøen blinker med guldsmede, politikerne rejser op i sommerhuse, læser en stabel hengemte bøger, toget kører, cyklerne og smartcars kiler gennem et sol-kvinde-resultat, Somrene er gerne enten øjeåbnende eller regn i hegn og slugter, boldene blev placerede i netmaskerne, Pigen åbenbarer signede tegn, haver og gårdfester, sommerferien er noget særegent, en teske, solur, korn, der kysses på gadehjørner, i en venindens Trækrone, på kontoret, og bølgen slår i kildenbrus op mellem kvindens skamlæber, bølgen af renhed, DEN DANSKE SOMMER er imødekommende hjælpsomhed, byger, lyrik, Vi rejser derudaf på vejene for at finde rav, kimende klokker, idyl, relaxity, og kind på Pige er sommerens kussepapir i et svalt soveværelse, fra julebag, vinduer er åbnede op eller rulles ned, koldt vand, Syden, sankte Hansaften, gode idéer undfanges og bobler frem, Vi ånder ind, tar den med ro og hud, DET ÆGTE DANSKE POLITISKE STÅSTED er hos alle: "Venlighed, rimelighed, hjælpsomhed!" SOMMEREN viser os som kære samfundskollegaer, røde og hvide, bløde, blide.

 

 

 

ET OPBRUD FRA SØLLERØD - SOMMERDAGE

 

 

De studenterdage i sommeren 1978 med Inge Nelson, Peter Friis, Anne Sick og alle de andre derhjemme fra Søllerød/Rudersdals kommune, hvor alt var dagslys, examen, haver, fester, forstadsidyl og det var her det sneede med lyriske tonerækker, 11-taller, sang og dans, klarhed, venlighed, gæstfrihed, kys, kæl, kram, en lykkelig ring af skovrygge, elskelige mor og far og søskende og vennerne på vejen for livet, schools out, space for romances, æblesne, træerne overalt, far og mors bogreol fik nu endnu mere plads i tiden, eventyr, alt kunne klares, blomsten af danmarks ungdom, Øresund, og da alle var rejst udenlands for at se verden, trak jeg min cykel op gennem den nættersorte kirkegårds-slugt, og jeg blev igen, som da jeg var en lille dreng, ANGST for det sansede uendelige hul af et VERDENSRUM, den store verden, det skrøbelige jeg i en nu pludseligt ukendt verden, og da jeg så samtidig fik fjorten dage til at flytte hjemmefra, gik der nogle år med at skabe et igen trygt, festligt, idyllisk, mangesidigt, romantisk, fortroligt, åbent, venligt billed`, som var fuld af ungdom, balance og sorgløshed. TILBAGE finder jeg SANGEN. Dengang var søllerød ikke snobbet. Det er vist anderledes nu. Jeg kjender ikke noget til det åndelige og sociale klima idag i søllerød/rudersdal. Engang var det verdens centrum - for mig. Nu husker jeg mest jeg trillede med fodbolden og elskede med unge Piger og kendte 1000 mennesker og havde dengang mange rigtig gode venner og veninder. Det var en meget tryg ramme. Hverdagen var en idyllisk fest, Sådan er det også nu i bagsværd; - med Parken dernede, bogen jeg har skrevet på og udgivet i 33 forskellige versioner siden 1984, sang, ungdom, veninde, radio, tv, computer, en god kammerat, mor, søskende, læsere, lyttere, lyrik, natur, kulturpersonligheder, sprogøre og så mit det vist indflydelsesrige Huss Forlag, og den lyriske verdensopfattelse og menneskesyn i kollegaernes bog på bog som digte eller lidt romaner og essays, - - inden i mig er fred, idyl, forelskelse!!

 

 

 

DE LYSE NÆTTERS TALE VED URBÅLET

 

 

Det er aften ved Vesterhavet. Det er en lys aften alle steder i vort land. Du står som en støtte, en borger, en ven eller veninde; - kammerat, Poet, socialist, - eller danserinde, fe, moder midsommerlady. Vi hører fuglene pippe fra kvindernes Bryster, hvor Senoritaer fik hjertet befrugtet med Fugle-kim og de glade sangere blev undfangede. Lyt, til bølgerne, med svar fra Verdenshavenes søgræs-væsener, hvor sømanden har pejlet efter stjernerne i Verdensrummet, og set på billeder af nøgne Piger med svage, lokkende blikke, og lyttet til Delfinsang, Hvalsange, stormens magt over skibet; Vi er alle sømænd til alle tider - Jordkloden sejler rundt; Og rundt om i Verden søger vi et Hjem, et Gudhjem, en idyl, en kærligheds-sti, en skovromantik, en havn, en by, ophold blandt venlige former, en kirke i landsbyen, en melodi, et beat, en lyrik, en bog, et fotografi af slægtninge og barndomsvenner, og af ven og veninde i en sommeraften, kræver en gud til ansvar, søger en Skaber, en Nåde, en troldevelsignelse, en fane for fred og Folkets jul, et kys at smage, brød at nyde sammen med et glas koldt vand, et godt arbejde, et godt helbred, et hus, en Jeg-kirke med efterårsregnende blade og et stop pibetobak, at hvile i med fromhed og lykke; - Vi finder hjem i aften - her er sand i skoen, alle sekunder er fyldt med drømmende blod, enhver er velkommen i Gudernes bygninger; - Alt hedder kys og kram og gnid og kæl og omsorg og hengivelse og Guddoms-tale; - Kærlighed er skabt på en aften som nu her ved kætterbålet, hvor studenterne smider hovedopgaver ud af deres liv: ind i Dommens bål; - vi ungdoms-velsignes ved at fylde menneskelegemet med Sang, solnedgang, sex, - forsamlede med folk fra egnen, vores egn, fuld af gæstfrihed, tolerance, ligestilling, respekt for venlighed - rimelighed - fornuft - hjælpsomhed; - som findes tydeligst i nøjsomhed, venstrefløjs-politik, forelskelse, ædelt håb, - mødet mellem den åndsfriske, gamle Mølle og en Sommerpige i messiasfiskens tegn; - mellem Den gamle på pension og så en ung veninde, der rummer alle aldre, fra fosterkrop til den gamle filosofs Øje på træerne, radioen med vejrudsigten og endelig Dannebrogsordenen i den Mesterudvalgte yndlingsbogsamling. Det her skitserede indkredser det ægte danske - fornemmest er sproget og romantikken og forelskelsen, som binder os sammen - uanset hudfarve, religion, stand, geografi, økonomi, udseende, taksigelser, erhverv og uddannelse. Alle, alle fremmødte, ved at Danmark er et demokrati, et socialdemokrati, eller skal vedblive med at gå i netop de holdbare sko, hånd i hånd, Pige og Pige, fyr og fyr, Danserinde og Poet, - NU mens mørket kryber ind fra den gamle mand og Havet - holder vi fast ved enkle begreber som: - LOV, LAND og RET - at de samme moraler gælder for fattig og for rig, - for Danskerkristen og DanskerJøde og Danskermuslim - men vort land er som i en ond regel låst i vores dumhed: POLARISERING. Der gøres forskel på folk. Men disse ord borer sig dybt ind i folkesjælen, - og pludseligt er vi alle frelste af DE OMTANKSFULDE MENNESKER, der findes i skrift og tale, offentligt og privat, i Søllerød og i Nakskov, - lad os alle amme til frihed under ansvar, dybe romantiske scener, oplysningen, empati, venskabernes styrke, fred i familien, til idyl svanger med sprog, Poesien, menneskeidentitet. Nu fløjter flagermus i det uhørlige, og sådan flyver vore sjæle nu med Pigernes lydløse musik, og med røgen fra den rene pibe i værkstedet eller her ved stranden. Tænk dig til, - tænk intenst på, læg al vilje ind i, knyt kærligheden til, at mennesket, at du, at vi er søfolk fra havn til havn, at du er den rejsende i kahytten, hvor hun lægger kjolen, og er nøgen, og glider ind i telegrafistens favn. Håb med positive tanker! Så nøgen er du virkeligt! Men du kan føle, indse, høre, læse, se, at vi er indenfor rammer, der betyder varme, forelskelse, ungdomsromantik iblandt os. Vi kan godt ses igen, men nu er det vist tid for en skarp snaps for at vaske læberne til denne nøgne sandstrand, hvor sommeren er uden tanke, kun fred og al ihukommelse. Se på mennesker, som du vil, at de skal se tilbage på dig og dine venner! Hyld Jeres forfædre! Hyld Guderne! Et sted oppe i kirken, nu, tændes i mørket en syvarmet lysestage. Det er for de syv gode År! Lad os synge!

 

(Monday the 4/6 2012 - et par uger før Sankte Hansaften - CLOCK 18.31 pm)

 

 

MORGENMØRKE

 

 

En havn ved havet.

Sengens mørke.

Lys i stue.

Pibe i tand.

Ruder spejler årstiderne.

Sne og lyd i blåt kosmos.

Øje,

Hånd over rod.

Rygsøjle i tempel.

Et vingens erindring.

Tager bog, ned.

I Øje.

Evighed.

Strande, havne i vintervejr, bål i træer.

Harpiks og grantræer og konkylie.

Fred.

Ingen sammenstød.

Tre blide tegn.

Optakt i et bud om nænsomhed.

Dæmring på Dage.

Jeg fornemmer hvad jeg ved.

Tonearter, reflekser, Kernefysik, sprog, året.

Hører ind i Rundetårns snegl.

Ude ved Oslo.

Tilbage i København.

Drengs blåbær i Søllerød, mit legetøj, min skole.

Kammeraterne under loftet.

Og ugler, flagermus, svaler i deres hold.

Her før Dagens gry

lægger jeg til og fra i mine sko.

Alt hedder - Red!!

I smulderet kitter jeg lyrisk drømmestof ind i karrosserier.

Computer synes.

Derude er også computer.

Tusinder tændte kvadraturer med vejen.

Heste og de kneppende Jomfruer.

Neon og fredens mørke.

Dagblad.

Pige.

Telefon lægges i et leje.

Hun smiler.

Sød Coca-Cola i gane.

I tavshed ser jeg et kyssets tema.

Jeg længes,

på vagt.

Det er øjeblikket.

Det er Fiskeren der bøder garn.

Før afgang,

i Fe og Sne og Københavner-café.

En fugl på fjordens æggespejl.

Et barn.

Far.

Mor.

Hus om seende møde med Jomfru Maria.

I Slotskirke.

I slugt.

I slæb.

Tæv og tøv og tydende indblik.

Indenfor.

 

(2014)

 

 

 

BLÅT MEL

 

Havets skraldere, krabbesprog i 101 forskelligt Læst, der udtrykkes i Sofies køkken. I Gudinder & i gnus ikon, der er hendes krop, forfatter som mands tarv – dyrepasserne på gang, da elefanter strøer skyer og sand et loft og gulv i bibelens november.

 

 

Kvindes øjne og mands hørelse om krydderi ganske enhed på PLANETEN i tyktarmens festende kaffefolklore.

 

 

Lad enhver komme i fredsengle ...

 

 

Kærlighedens veje på dagsordenen, det Gud Sneblide lover.

 

 

I tro det holdbare lyriske trossamfund gennem konkret symbolik og intuitive forum og et filosofisk eksistens i en rum med røde og hvide roser, en kande vand og et hulens lagen under elskende, når det poetiserer og politiserer from ømhed i konkret nærvær og i sarte dage om rod og en digtning under sandets stjerneceller i kærtegn, centralisering, varme.

 

 

Det søde århundrede på ordet BARMHJERTIGHED mellem amøbe i ur-sump gennem rejsen hyrdinde og munk før der går røde og blå stråler om elskende åndernes noder i iskoldt fossende vand på polarmarker, der er ryper og rener og blå atmosfæres klange.

 

 

Derefter lyde gentagelsens princip og derfra Alpha og Omega i sammen berøring mellem ånd, rype, sjæl, fysik, legeme i skabelsens inderste virkelighed – at parre – at kontemplation – at alderen – Den største Kærlighed – en stil fra forfatterskaber ; – i det grønne kors – i alle feer – i projekt pneumatisk perception og erkendelse og ydmyg selvhævdelse og glæde ved at være – I Dét skønneste – I Rosendrøms realitet – I klarhed.

 

 

KODEORDET er – : VÆGTEN – nu og til andre tider. Vore hænder. Vore overvejelser. Vore hjerters jule. Skattekamre, høstens lader, bibliotek, minders museum, barmhjertigheds borg, røde og hvide skygger i landet, hjertet, dåd, en voksende dagsglæde, et tak, kys i romantik, alle brevene, vinterskovenes boliger, vore fællesnævnere i visionær humanisme samlet i en sang til frihed.

 

 

Stå på!! Livet er vægtigt og vigtigt!! Den sne på hindbær!! Mod vor hud!!

 

 

Alle vil bevæges!! I solen. Årets rejse nu. Fat et molekyle!! Herfra rejses daggryets fane for menneskedøtres evighed sne på rosen-læbers tegn. Septemberregn inde i uglegylp. Garnnøgle. Citronvand. Familiens ansigter. Huset. Putte i seng. Vågne på plads. Verdensrummet findes elegant i tulipanerne under de grønne og gule køkkenskabe. Nissens Kongruens. Konkret symbolik.

 

 

Computer er opfundet. Nyt fra matematikere, Kunstnere, Pigesansen. Det hedder Kongens mentale.

 

 

Danmark, Østblok, Kapitalisme. Fred, Solidaritet, Elegance.

 

 

A til B finder en smuk melodi i hold landsbydage i en ung kvinde, når hun rammer grønne skov ind i koøje, – et blik, dagdrivernes ludo, due i sognet, grønne forårsmarken, plante omkring ungkarlenes suppe på forsorgshjemmet og væresteder og på klubkviste – at forstå hendes yndige barndom til en madonna på forstøvede bilgader. Går herefter op ad kirkegulv med en usynlig kærlighed. Min Hor-pige. Nyboder-musetinge. Der en sne fra byen op i mikroskopi og kosmologi for at lejres i vor kikkert i tankevrimlen derude. Det lyserøde lys over øje over døbefonten.

 

 

Hun hedder VULVA kneppehare i dyre julegaver fra poet til Den Sneblide en klokke på Kaféen, mens hun svøber skummet i hul hånd om mænds død, at dele Dom til snydere og mordere og skulkere og udbyttere, – & en Nåde til de få fattige og rene som solenes støv på havets ryg ved strandene, sommerfrelste kom fra, – og forlod ind til solopgangenes storslåede forfatterskaber lagt af skovens fyrtårne med hyrdinders dybe hænder. Et digt. Et forløb. En fredsproces. Mælkeænderne og giftige Judaspige prøver at smadre alle og alt liv, der er indsat i Højsange i de tavse skribenters studenterhefter.

 

 

At klare & forklare. Klarhed er alt. Vort ord. Julegaver. POLITIK PÅ CAFÉ REPLIK. Postarbejderne en dag i et sekund etablerer forståelse og kærlighed i det. Så er der lige linje fra hin til hu til kommende andre former og størrelser, men set i visioner og i klippernes mytestof. Gud. Omvejen. Lommerne på bjergenes formers sider i oases hvirveldrømme. Flintende og storartet i indsat held og lykke. Violgren. Hendes kjolegren. Fuglen som en enhed, et ikon, en pote til Himle og jorde. Vi kigger Pigen ud i barndommens kommune, findes det bedste at være livet i åben tryghed, i åbent sex, OG i kammeraternes og tøses sammenhold.

 

 

Jeg har fået så få brugbare svar efter min høje studenterexamen. Anelse af daggryet viser hele dagens skønhed i kjortel og kjole og krondyr. Mærkværdigt, at vi kan hviske, fløjte, be’. I det store sus derude. Klodens ensomme mennesker taler i munde på hvaler, klippealger, tempelmunke. Der er volumen, Himle og hule, at du bliver skør af smerte, hvis du vil tale og forstå alle broer i kommunikation i dit åndedrag og minut.

 

 

Kend identitet og dine behov og længsler, og hvor du vil forbedre, – forbedre det nære miljø, – forbedre samfundets og verdens politiske styresystemer, – hvor du vil bruge ekstra kræfter i det liv, mange har en transformation en dag ind og ud i død.

 

 

Se, Digt, kalligrafi og node og billede på kærlighed!! Jeg ser tilbage og ind i min barndoms blok og igennem nøgne mentaliteter, hvor varme, intelligens og ømhed var gennemført. En dreng kaldet Lille peter, på moders og faders tanke, var jeg optaget af Søllerøds Have fra en ukendt, fjern VORHERRE, jeg som voksen opsøgte gennem kontemplation, og kaldte mig i tråd med forgangne mystikkere for Skyernes Messias, søn, Cafépoet, og resultatet er hidtil omegn af væld.

 

 

Der findes Vorherre – jeg forestiller Ham i sind, så alle afstande ophæves mellem Skaberens gådefuldte indgreb til os på Jorden, – at jeg kalder en tavs dreng i vintervingen, hvor jeg var angst og fremmedgjort, for en snefodbolddreng, der troede på dig, Vorherre, og gør også i dag. Jeg håber, at DU forstår, at jeg kun i mit vingeslag over frossent vand og i store hukommelse og i den kunstneriske suverænitet, måtte absolut kalde mig for en væsen for Deres Højhed Vorherre, at jeg så mig som Mester for en art mail, der hed ja, Vorherre i påkaldelser af Sankt Peterus i hver dreng & pige, mandsmø, oldinge, som et ufatteligt matematik, er vished om Herrens nærhed. En Bibelens November.

 

 

Pult rouge Sneblide. Læbernes møde. Havets blik.

 

 

Den formiddag. Fuglen for enden i den åbne gade.

 

 

Hendes skygges kærtegn i anden gradbøjning. Klemt af ungehånd. Havets erindringer i vore roman, skuespil, essay som Maleri ud af nætternes tuchsorte knokkelvind, Prinsens lakridslyrik, denne Evighed. Vi er her. Sammen. Du og jeg. Jeg kender dig en anden situation, måske nu, eller til December, hvor du ser julegaver. Vi vier, at være, i et vejr, vi er. Blade falder til forrådnelse i Oktobers gule sol. Vi går igennem, gennemfører livets kridtstreger, hopper lidt, hopper over Jomfruens nodestreger, – det forstås, at katolsklærde, indianskstolte, jødiske hvalsangere, eskimoiske fortællerskere, lyrikere, fredsfolk, De ærlige i hele livet, De elskende i tusinde årssprog, – her kan gåes et varsomt festivitas i lyserøde billeder på tempelet et sted i træernes og skovenes beboelige kasser og fuglereder. Der omsættes som først et håndskrevet brev, for at blive modtaget, for at trykkes, for at Verden er lyseblå kommoder bekendte, og det litterære billede går Atlanterhavsbølger og igennem fossende isrev i ødemarker under stjernebilleder i polariske Nordstrøg. Vuggen og arnen.

 

 

Hun snaver og kysser ret godt – til de Piger jeg kendte i dans og drøm. Alt er og bliver dans og drøm. Evighed og eventyr og frugtklokker hører til dans og drøm, i hårdt benarbejde, i udholdenhed, i opfyldelse. I de stærkeste billeddannende udsagn, – en skal på stranden, – et Kvindes Pigetøj, Oldævls Kusse Rosen, gudinde firben i stuen, – åbne læber i kys – når vi til en væren, som vi håbede på, – Menneske Gratus, der er kærlighedens sagn om nærhed, en nærmere stor dag, – gennem sprog oprettes tidsforestillinger om kærlighedsgade, en blus-romantik i helikopter-byer. At Isfugl af molekyle i knæfald vort, – horekøkken. Hvide grannåle ved Vestgavlen, og musikanterne slår den lange vej om fiskerens atelier Nord for topped mølletorv også en iturevet plakatreklame i Metro Fixkikkertens sne på hindbær i de elskendnes puppe og skal krum over det udtrykte i strofer, også imorgen. Nu er du og jeg her. Evige om en skrift. Dit ansigt. Mands Minde.

 

 

Lad os lige finde osten frem, se på vore pulses fugle blomst i udsigts dativ. Borgerlige i sproget ændrer vi, drejes lokalsamfund ind til fakkelsolidaritet og gennemsigtig fiskestruktur i en konfirmation af kjolens gud. Fred, vinterskoddet, evighed i jazz-templet. Trylleri i resonans og refleks af en ukendt søhest i lunt bedstefarsmil, at kælke under et åsyn faderlig malers hunger i vore tomme øren midt før en nissefod fra ukendt pigetøs benævner et egerns rosenvulkan gennem et drivhus at synke blåt mel i kaffekager en omkreds. Lyde rævens smil i snetykke porcelæns skønhed – Held og lykke på kjolegrenens forventning til dråbepuls i vor lille højde, som i stormens blade hedder det rysteribs, når Juleskibet drær fiskenet for vor fælles fødens savmunde rundt om Chagall i fuglen på vasens placering foran sorgens lægedom i en taksigelse ved Langelinje og delfinens bølgekrus. Menneskets egen kjortel på vinduets gård i Nordbyernes akustiske hjerte får strenge af hustruers indianerskalp. Dér er søjle i åbenhed, – gudindesymfoniens tempeldag, – de trygge puslerier, – hverdagsaktiviteter, – litteraturhistorisk kontinuerligt – som gårsdagen har indset en atmosfære at tillid Næsten et bestandigt rør gennem de små øjne i legetøjsbutik dreng snottet under håndsbalkon og mor også ved tandlægebesøg, veritas at legoklodser, som forståelse, en fysik, en geometri, en vægt i pandens åbne sår, en taksigelse, en blessing, en soldråbe, hvor slugtens plovede frost kryber tilbage til et teaterdigt, – du, jeg, læseren reagerer til fylde i blomstens korsbånd.

 

 

Godhed er alt. En god kontakt. En god løsning. En god dag på arbejdet. Det er målet for glæden, indhold i at være til, i abstraktum & konkreta, i fest og party, at blive en stjerne i skur og skvulp og evigt Påskelys under svajende krabbepiger i favnen på havmænd i den periode, du indsætter, – sprogligt, merkantilt, arketypisk.

 

 

Godhed er vej, sandhed og livsforsikring i et ukendt hjerte, en sol, en hundestejle under indlandsisen. Skovhegnet omkring. Vandet imellem. De lillahvide tanker. Vi siger, at vi ses. Imorgen er rosenduft i entré. Hendes paraply. Fysik. Byen. Oceanerne. Træernes dans.

 

 

(2014)

 

 

 

 

 

GUDINDEN PÅ PULS-SKOVENES RYPE

 

 

SNE-BARE REFLEKSER Kys Øje-sten Brysters nåde Aften-teater RENSDYR Fund HAVESMUKT SNE-KLÆDE

 

FORFATTER PETER HUSS syner romantik lagen fe slugt revnens ånd flyve-sands perler transparente sæl-unger lok fjams-sorten-chock Lucia-brud bluse Tempel-puls-vektor til FILANTROPI salve-roman Polar-papirer OUR LOVE EXPLORER rabarber-lem trane-virvar Etik-havets blik scene Læber-linje-molekylær have drible RÅDETS kyndige MAGTER Snehvide-flamme hav-harpiks Landes gudinde-skam Elskovs hul kys-myg hare-hop håb kravebens-sorte svale-svane Det blide bud Elskerinde rose NØGNE HAVE-NØDS SPEJL EVIG BY

 

 

A shining tempel and sex on no Endings and maybe one day once again

 

 

Du er lysende, det udvalgte hvide snebare vinter-landskab i et nerve-insekt, der vil oplyse mit granskovs-mørke med dets følsomme Potens.

 

Sådan er vi. Kvinde-rosen og Byernes Punkere.

 

Kys kæl gnid og elskendes kram. Til årtusinder. I vibrationer. I byens stearinlys. Feen hjemme. Manden for hende.

 

Udenfor lyn. Herinde svarer svale. Sommer under vor hud. Det fungerer. Synkront. Imellem Hyrde-skeen og balsam-fe.

 

Alt står fuldbragt. I Snehvide. I kongens nat. Interval af dit og mit fylde i Verdenshistorien. Harpiks-Mesteren og Lysekrone-Lady. Kærlighed i vor æske.

 

Vort fugle-kys igennem og skjult i alle sjæles usynlige dialoger. Og du. Jeg. Vi sanser lysende tæpper og vor nøgenhed i min Østre Solopganges jule-kvarter.

 

 

Vi er fred. Vi elsker alle. Vi passer vore barne-kaner og voldsomme liderlighed. Dagen og nætterne under barken er kro-hyttens rum om vor sødme og plads i litteraturhistorie.

 

 

Der vibreres, åndes, sukkes, væves, lyses.

Harpiks-Mestrene.

 

Periodiske system smuk form hendes Bryster mole lyster feber bølger mund atomstof UDSYNET.

 

To I Landet. Mørkets uendelige rum rundt om. Lys på sted. Mit Gudssogn. Nytårsguder, bud fra veninde, tyst busk. Forandringer skabt via nødden under hende. Slotsgrav. I stuen. Håb. Variation og synålens strofe. Sang og romantik og fest. Leg. Dagens kys. Sne. Dialoger. De ydre og indre rum. Midt i et sødt Århundrede. Now days for kind streets; - Nice to go; - Legens århundrede; - Pibeglød. Jeg læser fleres breve, er nyvasket på legeme, er i skovmands-tøj, lampe under lofts-vægge, IT, Coca-Cola i blåt bæger, pudset glas-stel, mæt, December, NYTAAR, glas-ruder i stjerne, hindbær af haver i min sødme, legemer, solsort, bosted på jord, hyrde, veninde, barn, hytte, fred, bøn.

 

 

Dagen og nætterne under barken er kro-hyttens rum om vor sødme og plads i litteraturhistorie.

 

 

Der vibreres, åndes, sukkes, væves, lyses.

 

 

 

OM

 

 

Ja goddag nålekjolen guldsvanes kronede diadem knust hvede - hun er en byens gang, og bog, og derefter kys - hunnattens sidste show, ansvar til vinge-refleks, knust bær i Tempelets blege kind ud til kornblomst og lejets enge, torv og mindepladser, is-bække og kilder, taffelets åer og vandløb, læbernes møde mellem hyrde og viv bag klokke, trofaste hånd i hånd, frie fald søvnens stof på en aften - sæt af sange trækfugle og ånder, en fugl på et godstog ude fastlandet, flirtende lunch på Kongens altan, fædrelandenes internationale fredshær - et afsavn for de udbyttede, men Brysternes Fe, se så bad i måneskin, Du snespurv, ristaffel med rosin og peanuts, dansk vand, munkedrossel synger teater det åbne vindue i mørke af træer, fred, idyl, hybenrose-blik i diamantarv, sang fra rumvæggens ihukommelse, mild from IT, miskundhed, bølge under aftensmadlampen, tro i barnet, fingerspil i grønne lunde, Fruens øverste røst, kærlighed i sværdets Gudinde, ret vendt elskov i rosen. Velkommen, er du!!

 

 

1984-1987 // - *

 

 

Peter Huss ser på sine ungdomsbøger fra 1984 - 1987 - der blev set samlet som en samlet digtkreds - for at afrunde en periode i kulturen og de private til-blivelser. Her fulgte 43 minutters oplæsning i værkerne, hvor de oplæste digte blev udvalgt efter kvalitet og konsistens beregnet for samtid og eftertid - her lyder naturens stemme i kærlighed, menneske-kundskab, dansen, puls, romantik, breve, venskaber, eksistens, ordet, bud, kunstnerisk indblik, - og der ses at verden for Peter Huss i ungdoms-bevidstheden og dagligdagen ligner dødens eventyr-skildring af vor skæbne bag tegnet, bag gravsten, bag grav. Denne læsning kan måske afklare den dis og gus der ligger her i det 3. Årtusindes indgang af værdi-nedbrud, en afventning, en tiliset hovedbanegård - herfra skænkes tingenes hjerte en enhed af skønhed, lykke, fester, - vi må tro og håbe og elske redelighed og fordragelighed og livsglæden i stort

klarsyn af sjælens intelligens og medfølelse og rene have. Herfra rækkes en hånd. Om en ny menneske-værdighed. Om en ny psykologi. I et nyt seende, elskende sprog - largher than life - revolten for fred her på jord, for centrum socialisme, for familiernes og folkeslagenes evige rose ved bølgeskummet i teksterne fra menneskeheden langt tilbage og nu og fremefter - menneskers opfyldelse af nøgen renhed, af hengivelse, af social indignation, af pligt til samfund og ret fra samfund, - af smukke ansigter ude omkring hvor vi færdes under skyernes nålesøm til det evigt bestående, til stenens gudinde, til barnets skjulte løfte til det selv, til galaksernes frost i en bakke hindbær i køkkenet, når vi responderer sandhed. Sandhed, altid sandhed. I Læbernes møde ...

 

 

 

 

Lyngen er løber

 

 

I det intimt-sjælelige rum i et møde af dråber i universet med hendes Middelalderlige lagune, hvor dagens hav var grønnere end håb og uskyldigt forår, præsenteres dér lige nu med et en forfatter-atlets reflexion på regnskabs-afdelingens saldo i forhold munke-broder og sjæl-hotel-fe - som her spaltes ud i differentiale og i samme øjeblik indskriver forfatterinden og mig med fornemmelsen om de dybere-liggende sam-klange til et fælles integralet, der svæver let over vande som hjorte-fod på sneen indenfor Dyrehavsbakken, hvor vi er mange mennesker, der har søgt ind til, enten bevidst eller ubevidst, alle Danskere, - det er vor Kirke, vort opholds-sted, vort refugium, når efterårenes storme smækker fra mørke-uhyrer, og vi har sommeren i højeste mente affødt af længsler dybere, mere sansede på vor protestantiske hud, sommer forbi, romantik bag snegærde, stuen vor eneste ramme-roman, - lige i Januar, 2014, det store år hvor vi glider ind i Kunstens tilbagevenden på podier, de dage, hvor jeg stod alene om et drenge-barns erindring om familie - kammerater - forstand - kærlighedsmolekylerne - drengens romantik med skole - ulveunge - fodbold - blod - skoven - et inderste svar på Danmark - fugle - bibliotek - festerne - storpolitiske breve - mælkekartonen - radioavis - bøger - musik - kysset til fremmede væsener - sengen i verdensrummet- rædslen i cykelkælderen - langrendsski - opkast - blinkende blomster i studenterhaverne - naboers ord på min ryg - kongeløber - dåseskjul - alle menneskene - alle jeg kendte og så alt ved - sneflokke i knallert-forstad - en drøm - drømmen om at blive en gammel mand - drømmen om alle de Bryster til druk-musik altid måtte huskes - alle de kloge, milde, intelligente Piger - jeg så, gik egne veje udlagt af venskabs-bånd - og drømmer og drømte inde i Månen - En hyrde, en fodboldspiller, den bedste seer - blev jeg til profetisk digter - en generations stemme - en stor desperado i dansk poesi - kønne ord lagdes på ny til havn ved mit synligt vrede slag gennem luftens mørnede storby-slam - og nu tænker jeg, at efter et ophold i Bagsværd Lille-by, og efter at Gudinden opsøgte mit udgangs-domæne da jeg kastede lilla skygger fra eftermiddagene over samtlige unge Digterinders længsel efter mine peber-kage-nosser, at jeg hører hjemme et sted i nærheden af den søde spurvekro udenfor, men på et sekund i mine to arme, to grene, to terninge-kast fra den sammenkrøbne pung, og hun kender ikke mig, hun er et blik af sorg, et blik af truende selvmord, et skønheds-blik af håb - December-romantik - ungdom - alvor - et sind af ensomme manøvre i en verden hun forstår - en verden som ikke ser hende - MEN i en nat kom hun tættere på og blev et resume af mit sprog i København - vi vekslede ikke blikke af dyb ømhed mellem parkernes træer - vi havde tidsaldre og jernbaneskinner imellem os - det var et lykkeligt sekund-slør der fulgte os gennem romantikkens kloge sentenser - vi har aldrig mødt hinanden, og kommer ikke til det, - før hun kalder drengen i mig tilbage fra dobbelte år i et nødvendigt eksil siden jeg blev et åndedræt og jeg blev det mest usynlige, og det stærkeste stjerne-skær over landenes Piger.

 

 

 

 

Æresordet

 

I en snehvid kirke,

Vinterdagens træer sover i åbent hi;

Herinde er blod

Solidaritet

Lethed,

En stund på sneens strand.

Før,

tre fugle,

Natasja, Mor og Gammelhjem,

En lykkelig dag

i Gudindens have af roser og sejl, -

 

af bøn til vindue og bølgetoppes kronblade,

NU,

Tavse ting i mælet,

Forelskelse,

Legende lyde,

Uberørt kosmos med læber foran og underst i landet,

Kysses,

Kæles på knæ mellem Elskende mennesker

i kærlig forståelse om hinanden,

I bøn,

I kontemplation,

Gudsfrygt.

Bygningen du og jeg har ophold i

Fest og Filosofi og Elskov indenfor Poetry,

Bog,

Lige her lægger Skibet til.

Ude fra Havets åbne øje i en marks drøv-ko,

Solenes vindue,

En stol i verden, i Norden, i vort Sprog.

Litteraturens Ark.

Forvandling fra dag til dag næstekærligt.

Der er streger

under loftet deroppe,

Fugle små,

sneblad af ren hud,

vasket Evighed.

Pibe, psykologi, præstation

i arbejderens dag.

Alt er til at forstå nu.

Du og jeg,

I vor Fred,

I Kærlighed,

Taknemmelighed, Uddannelse, Kristus-loven.

Det nåede vi,

Det venter fra Menneskeheden,

smilende, lindrende, opløftende,

FØR,

Manden er hjemme

i Granskoven i dag og nat som et mørke,

og kvinden og hendes lys i engel bakser ind

i Skovens kirkeråd.

Tror du på Eventyr, læser, tror du på liv bagefter!

Tror du på stenens Violkjole,

Sjæl i Øjet,

Bevægelse med tankens hulebillede i pensel,

Tror du barnet!

Og Vi er alle menneskebørn!

I Leg og alvor!

I Udviklings-vilje mod et Paradis!

I Gnid!

I fugle-meningens fedtkugler ved Tornerose-husene.

Griber hun om pik,

eller knæ-brysters unge sneskær.

Sammen lykkelige,

Et Orlogsskib,

En kano på Åerne,

Vi skal nøgne tale

i tillid

Om det største på jord,

Skønheden, ungdom, forelskelsen.

Nu lukker jeg

katten ind,

Tror på hensynstagen, retfærdighed,

elskværdighed,

Og jeg rører verden.

Kongen derude er dagens spejderfører.

En Gudinde,

løfter min tanke.

Jeg elsker vore danske dage!

 

(2014)

 

 

 

 

 

Hindsne-Skel

og Syslet

 

Peter Ø-kors Snerype er det navn, som Peter Huss, studenterskribent, indser et tidsdokument igennem glasruden og en Sneblide for en dag i solsortens stok på havnen, en dags imødekommende stæreflok, et dags dato i Bagsværd, middagstime resistent, de gule bjergsoles strejf på en dybere sammenføjning mellem harpiks i træernes celler og sjælene i matematiske insekter - alt i ingenting - dagen går opfyldende videre fra søvnens Paris over i et kosmisk mentale på vore bare fod gennem en Havets romantik for at flade ud i favnens suk ved hendes kind gennemstrømmet som en gudsvelsignelse fra De Ave Ave, Ave Jomfru saltskrig, hendes eget åndedræt, hendes arbejde, hendes tanke i hindbær i sneens molekyler, - at der flyttes sammen på kollegaer i politik, at kærligheden er en Peters jul i Hus og hjem mellem grus og gadekampe, mellem tegnene på en skønnere dagsorden, vi kan enes er statuetten i entré og ved byens åbne låge til endnu et år blandt vennerne og Træerne, iblandt romantikerne i frokoststuens midnatsmørke før tre koøjer lukker os i kvindernes musetinge yderst på koncentrationens neje i Brysternes rouge spejl af spættet luderromantik ved klokkernes Siesta, - det fordragelige folkedemokrati indenfor hjertets følende åkander, indenfor skibet på klosteret, et bede-rum og bibliotek i en sval lejlighed, når det hedder indsats og tarv for hinanden om et stykke verdenshistorie i et hindbær i koldskål, - brusende vande, - vertikale kræfter, - horisontale eventyr, - Det mørke moment i romantik, når hendes hyrdindelys åbner for tusinder blomsters omfang i sneblide anemoners sang til mandens puls i hendes baghoved, - tre elskovs-år i permanent, - Et havets harpiks i skellets terrasse - molekylære Gniben i Kattingekoen og de småsomme feers idylliske hotelværelse hjemme i grammofonrillens sprog for vort møde - lady i den svenske kirke og kustode på kaffe hos filosofien om hud og toppe og niveau i håb og hæder til hoved-stedets minde i strandenes lucialys i kluk af kukkende skove over skovhuggerens generte smil til en fugl i menneskehedens nøgne køkken og bad, - Pigernes løftede pil i et rent lagenklæde.

 

(2014)

 

 

 

HENDES KRUS

 

Tid og rum med dig, Hun musefod - mit eneste virkelige ønskeliste - at gå i julens sko og se os dejlige i Skovkraniet med tusinde molekylære krystalsvar på vor ind i et forelske. Tror du også i de gamle Skove af guld og grønne håb for lidt ømhed bag leddets glas på Søllerød Kro. Er du i en sans og hjerte-position hvor det hedder, at den kussens sneblide er de bare legemes-cellers crescendo? Skal vi se hinanden direkte i haven? Gå tur? Blande genetik og salt i hverdagen indenfor skjulesteder, hvor du skridter mening i renhed, og du tør holde fast? Jeg er åben, bar, menneske-filosofi i medgang og stalde og dialog ved drøm og realitet om et varigt! Du er den kvinde, der hvisker i Somres blod. I det legeme, der mærker dig bag tegn og et Is-node, og må bare dét og ét om kærlighed med Svanen-rytterske - dig - Digterinde mellem linjer - du tænder - du sner - går rosenfod - får mig til at lede i Sneblade - send dog et rødt stilehefte - vil du dø uden mig? Eller vil du være madonna, så kan jeg nære lykken ved dine rødhvide kronblade. Ø-Kiddet - Svanemoder - unge håb i sekundet af afgørende tilstunde - Frk. sidekammerat - Sofie Star - Løftende lov - Bold-styrer - Melodi Tandstruktur - Feernes billige fisk i åens taffel mellem munk og Korpige oppe bag vor Rebus-kærlighed af Snerype på julekagernes blidefod. Jeg begærer dit Rypens stjernebillede og din store kusses gudindehave - du er min romantik, når jeg mast af mørke-uhyrerne, og når jeg har fred i tanken på tegn & regntid i dit Sneblide-skød. Jeg venter til Kvinde forelske et ræk ind en Idyl, - & vi tør ses herinde i hjerteskæret, definerede, i respekt, i romantik, sekvenser eventyr, en dybere rejse ind i husenes og Strandens September-forventning om lærdom, bog, fugl, mus, elefant i trygge kurve om en forskellig trappe til kamrene hos tiden i et avlende essay til glæde, kunnen, opgang, følelser over det hinanden, vi sjæler omkring, - Gudindens blik af Nåde, - Kunstners spark med himlen ned i elskerindes hunger, tomme æg, i hendes fløjten i bark og vindue nær solopgang. Det hedder Skibet lastes og sejler ud over oceaner af sjældne kærtegn, kirker, forelskelsen i lyset fra grønne skovreder.

 

(2014)

 

 

 

Vejr-lomme

 

Åbnet gårdhave. Kronblade. De mærkbare tegn på det du fandt i barndomshjem. Rød og hvid farve. En fod sat på det synske. Det intuitive landskab. Tanke er fugl. Fugl er Himle. Idé er Strand-planche. Du står i morgen på Himlens tag. Du nejer. En verdensveninde. Piger i alle sale - på alle etager i Eventyrenes slotte. Fald af røde balloner. Du rækker en favn i romantik af æskers åndedræt i arbejdsår. Du forstås. Du, I, Vi - går hurtige sommerfugl i elskovsbask med vore vinger op, ind, imod hinanden i elektrisk polarmåneskin. Det hedder Evighed. Sådan er det nu en gang. Og utopien fornemmes i blod, nerver, forstand - naturlig er du. Nu. Du er i en fold udenfor i æsel. Somrenes Velsignelse. Godt.

 

(2014)

 

 

 

Revlen og goplerne

 

 

Es Gratus Mundi Insula Nomen, - er opfyldelse af de inderste fibre, - så hedder det skriftlig kemi i entreprenør-indstilling, som enhver bør tiltræde i samfundsfamiliens begreb om naturlig væren iblandt hinandens ret til åndehul, krus - med brøndens kildevand skænket fra Hjortens vingede Gudinde, Nu Natasja Crone, og i morgen Far... Og skibets nøgler lægges på chatollet i hendes ung-pige-roman - Olga Ravn - og i det skridt er der afgang til kollegaer i Journalistik - Politik - Lyrik - og vores landgang sker i et intuitivt forum - f.eks. - Skærsommerdrøm, som nu, i folkeslagenes høje lamper, hvor elskende og arbejdsstyrkerne lægger rosenstoffet i munden på engle, Elefant og amoriner. Den romantiske nat. Nu glas flyver væk fra æskerne og rammerne, - og der søges ind til kærligheds nissehue; - Sneens myte af æbleblomst, hyld, bølgeskum, der kranser Juletræet dybest inde i hengivelsens flodsenge - Hjertets jul, som vi søger gennem al vor færden fra barnsben til oldingestol. Se, det var at skabe og pointere fra - Snebladets sandhed - to blå skygger af månekegle - omfavnelsen mellem to nøgne skæbner - I Kærlighed - en glød af Juletræets egenskaber i et prøvende samleje-essayistik - Det Sneblide, - det Snerype - Det hinanden - Pigehud; - Højt fra træets grønne top Sankt Hansaften ved Havets romantik i blåmusling.

 

(2014)

 

 

PÅ KANTEN

 

 

Floder – følge – øskelse.

Rouge Politik – Romantik – Barmhjertighed.

 

*

 

(2015)

 

 

FORNEM

 

 

 

Den kusse ledelyser Ømhed i en skønhed, grus-tårer, brevhob i sommerhusskuffe, rygge og kurer, som vor Midsommer fulder i lyserødt rundt i kalenderens onaninotat på Hende og Socialistisk arbejderforfatter i adeldigtning, der havde lysten, sående Dé endnu År at være nærværende i mentalitet, i Forelskelse, i romantik om en dag Legemer i parring, i udødelige slotsstuebryster somom Husene rækker kærlighed, der genoptages i Kunst, god gerning, bøn, kærtegnet, Øjefint, i mådehold, Fest på en Fastelavnsk grundlagt Dagsorden på ret og pligt i et Kulturradikalt Socialdemokrati!

 

 

En molekylernes synske Tro på Tempeldanserinde, på en Sneblide Enke, Hendes Skønheds ukrænkelighed, på LOV, LAND og RET, åh Påfuglegrå hun, o, Fru Port, Hendes Viollem i Hendes mystik, Dét baghoved. Hun er Salvebladet fe i Parker og stuer og Vesterhavets bølgesang! I Klarhed og lukket Sneøje ses hun i en gang mellem bad og køkken, Nøgen, Rosenhud, tanke lagt i mit kogger, atlet, hun ses som helbredelse i en sneblide skede, en Kusse, jeg tænker til. Hun er Dronningen Magdalene Snesalven. Hun vækker korsalme for hendes fod i haven.

 

 

Hun lægger sig ind til forfatter i årenes smalle seng. Drøm om Skovens rand, under Slottets tusinde lys, fat du Pige i sex-scene-romantik om min sanddreng, du har lov at rejse til en pæl i Vort Fund, Samfund, til du kæler dig ind, engang, og vort brændende Sneglød og hengivelse får dig og mig imellem Gud, o, du Kat på hed romantik, der smilte, og måske flettes i Kongesangen.

 

 

Du virkelige kunstnerinde over Kind og læber, når du ser indenom vort Husets kysromantik, vi kan vedtage når Nytaarets festivitas, sølvduge, hindbær-molekyle, fylder folkets kander, rejser Verdensfred i land og by, på slot og omkring i Hytterne.

 

 

Dét sker, engang på Indiansk, når du følger lidt visdom – tænker tanken igennem sperm – ser fødestue – hvisker at du behøver fredens gulv, vi alle må gå på – at Du trænger igen til forløselse af spændt blindhed, og nu vil se diplomat og sprogkunstner lægge dig i Engens samlejetelt.

 

 

Du forstår nu. Har du retning mod vore læbers gennemsigtige rosenblade presset i kærlighedens abc, så se her i linjerne, at jeg venter på kongeblå sofa, år ind og ud, for jeg elskede dig. Jeg elsker Dig. I porcelænssne finder du klassen. Du gik altid med gåsepen i min hånd.

 

 

Et sneblide hybenrose lagen er Strandvejsgrund. Jeg elsker dig øens ludder, sexuelt, sangbart, Hengivent, åndeligt, i socialpolitisk romantik, utrættelig, som en soldat i mørket på lyngens hedemark med post til Sjællands rose om en Ridder i forelskelse ud til millioner år i skur og gniden, kæl i netop dig, jeg kalder horekid, Lammet i SneBerlin, Fru Danmark, moder, kæreste, hustru, hule, genfundne, du, o, hindbær-ø, hare-springerske. Er du her? Vil du Dét? Er du god nu? Appelsinsøde Fe?

 

 

Brysterne i sne af blus, jeg har, og betyd mit forhud til!

Ude i nat er fugle. De sover i dig. Jeg er Skovene.

 

(2015)

 

 

 

RÅBENE

 

 

Min eventyrbog,

ung lyrik,

forvandlende idé.

Se, det ord, Poesien!

Og gå ung til kaféen

med velsignelsens rose

fra venindens hav.

Skab religionen,

der befrier

med eksistensens tørst!

 

Skab en sand kirke!

Poesiens evangelie!

 

(1992)

 

 

 

TIL VIRKELIGT

 

 

Poesien skaber!

Ungdom i stenen,

Bøn til Herren,

Sangens smukke rose,

bruden i maj,

Korset i jul.

 

Svaret er,

Det levende digt!

 

Forvandlede poesien?

 

Du er menneske.

 

 

(1992)

 

 

 

BØN

 

Herre

vær jul

vær Sankte Hans

Se, floden,

med adventslys

med glædesblus!

 

- –

 

Angst kom poesien,

og gav forvandling.

 

Du er i engen,

Den Velsignede Sommer.

 

 

(Dec. 1992 Sct. Hans Sjælelige Plejested & 20. Marts 2015)

 

 

 

Først

 

 

 

 

Du ser de Sneblide dage. Rumkulde, Ordet og hende. Nordens kærlige tegn på ven i øde December. Pige står brud. Det er aften-frakke til gæst, vi er, på en tiliset Jordklodes Angst. I by og på Land er Klokken. Sind er Pige-hud.

 

 

Frostgræs er også et pust hengivenhed og lametta. Hun trodser de sorte Krigs-skyer. Du husker dreng i Sneblide, husker romaner. Mod på Nord.

 

 

Nu ved han, at hun elsker ham.

 

 

Menneskers Kejser-kinesiske gåde som skyer, fugle, Skove og smil i festsale.

 

 

På fodbold-bane og rude i interval. Du tror Alvor, når De sneblide på svale-gang går polar-fugl, kvadratur, sæbebobler, magnet, bogstav-toner, bark, kutte, lokalt i Is-marker - Kærlighed, tyst vinter-koncert, Fader, sko - Citronvand og det sidste ur. Spejl-sal derude højt vindue. Spiseskabe tager fra årstiden. Mennesker er - fysiske og sjælelige - dyriske og lyriske. Den hengivne balacerer fred lyse gennem Konge, skomager og pigebluse.

 

 

JEG HAR DET, SOM JEG VIL HAVE DET. DET, JEG SER, ER SANDHED.

 

 

Pony og Atomfysik og fortælling. Det er Skovene og også sneblide.

 

 

Herhjemme sker sprog, hvem formular Verden og gæsterne og een selv peaker om lyriske momenter.

 

(2016)

 

 

 

Pjerrots tanker

 

Jeg godtager, at jeg lever i periode, der hedder alting kan forklares. En årsags-sammenhæng-sikkerhed, som måske er rigtig, som måske ikke er rigtig.

 

 

Jeg tror, det er nagelfast universel lov og regel, at alt og alle er i kraft af en begivenhed, en årsag, og at alting hænger sammen; præcis som at fodspor i sne kendetegner mennesket og verden, som papirer tabt ud af lomme ofte er koden til en bog. Men jeg husker også voksnes røst til lille dreng, at man behøver ikke at kunne forklare alting. Vi er graviditerede og kender forskel på godt og ondt, og at hvad du gør og siger vender tilbage til dig selv.

 

 

Munden løber det sindet dybest tænker på, og jeg tror, at den sandhed, jeg har, er evig, skrevet her og dér på bladark, sagt til elskerindens hud, at acceptere død, håbe på hvirvel, at en sandrose giver læber til kys, løfterne om veje, Århundredet, hjertet besvaret i snelilla, Det sande smil, somom Verden kæler vuggende led i harmoni, Lov, Land og Ret indenfor ansvar og ligevægt, både i legemer-tanker-onani, Juleblund og Landspolitik og hverdages bare romantik, hvor alt nemt er Pjerrot og Panterkusse. Du er en fugl, sendebud.

 

 

Du har plads til forelskelse og hengivenhed, når du forlader senge-fjer, og gør dage til smukke handlinger for lidt godhed. Sådan kommes bjerge og roser. Du er årsag til udvikling fra fred. Momenter i Legenden blok igennem Fadervor, elskerinde, kalk. Husk at Mængdes centralpunkt findes i det perifere.

 

 

At kvinden forståes ved konturer og manden ved energier. Sammen rækkes til lys på småtøs til Madonna-snut. Klippe og stjerne; Interval halesmut og Pjerrot.

 

(2016)

 

 

DÅDYR VED ...

 

 

- Det danske pigesind

 

 

Virkelighed indenfor.

Bryster uterlige

Stram rougehvid Februarbluse.

Og dét Sneblide element fugle på hver vores rose.

Skønhed og Sjæl. Peters jul. Et Kys.

Pige stærkere dis

fattig end støv

lykkeligere firben i askese dyrebar kaners spor

Du stille hjerte.

Hun kender puls og tegn, en slotsdans.

Poesi og Skønhed.

Se, du går middagshøje fugle.

Krat af hindbær smukt klæde i syndskløe.

Det du vil.

Du må få barn, hvis du ser.

Du er god i tusinde gange i gamle byer.

Oppe Sneen hex lyse glæde og smil.

Du Hun kærlighed ...

 

 

*

 

(2015)

 

 

Glimmer

 

Jeg tror, på et hinanden, gud, Moder Nat-sneblide, solidaritet, pibetobak, fred, ligestilling, barnet, ærlighed, redelig politik, skønhed, varmhjerte, Snerype, Sneblide, fod i Centrum social, Dialog, Stauning, van Gogh, Homer og et selv fra Skovenes kusseklokke. Hymnen gik over i nye dage, nye år, altid identitet i et molekyle, i stue-celle, i En yngre Februar-gudinde ukendt for nærværende, men i kornblåt til credo, - for skrøbeligere glæde, i hånd på himlens lagen, i kontemplation, i transparens, i Is-node, mellemrum, - til alle om enhvers plads i Bibelens November i sneens måneskin, et hinanden, Den Sneblide, Vor glade egn under Nåde af kærlige Fædre og smukkeste gavmildhed. I & med kildevand skænk af du Rosernes spætteluder, & Husmandstedets Far i Mols Grønne Bjerge omkring et billede i Ole Sarvig, Faders søn, mig, Peter Huss, - Klaverspillerens mørke glød inderst inde, - ja, måske Skaber af grundsætningen - ”Sommeren er frugtbar” - og på de tre tegn er Verdenshistorie.

 

(2014)

 

 

 

Tempeldag

 

Hjerte. Kalk. Evighedens barnevanter. En gemt Ridder dupper tangenter.

 

 

(2015)

 

 

 

I idéerne

 

 

Du behøver Aand

nu ømt

Sneblidefolk stund

jeg løfter nat, i nat for dig.

Enten fuldkomne hånd

i hånd

alfernes, pilenes tid i usynligt slør

Blomsternes virvar, -

Forkast uforløst mentalt onanerende plan. Ring, du våger ensom

golde midnat,

billedet jeg er du kender

pludselig ud af Tornes helvede

nu Tingstårnet,

fugle i magters guddommes grønne bjerge

- slangeskød i skrig

Forvandling

samkvem

netop - den sneblide i lutter glæde.

 

*

 

(2014)

 

 

 

LOVE HOLDER/HOLDS

 

 

Jeg er tvivlende på mine Dybe sandheder,

det, der udgik fra min tanke, skrevet og sagt,

men poesien er min og Jeres last,

- klare Øjne og følelserne;

lær af de stundomme forkølelserne!!

 

JEG TROR,

på den fællessproglige badeanstalt...

 

Jeg tror, paa et tegn fra en bog,

en tåre i et sandskorn, en flot februarveninde!

 

Forelskelsen, fødslen, jul og solen har vi

som vilkår!!

Telham, fortæl mig magi, idyl, sommerdis, sammenhængskraft,

- ung, tam romantik!

Nok er Jeg menneskesønnen, en Guden, enheden i en truet verden,

men er det mest spind

skabt af medicineret hjernekiste,

 

NEJ, -

Jeg tror på igår er imorgen er idag,

det fødte sprog,

nedskrevet, råbt ved Vesterhavet,

hvisket mellem mennesker,

livet her og dær og nu og i Evighed,

lyset jeg glemte at slukke

i entreen,

og nu er beviset på tro på lys - bagefter

en kort blund;

 

TRO DINE ØJNE - skrev en kær vens hustru - Lise Sørensen!! Jeg siger: - SOMMER OG SOL -

som en Dansk sang og Jeg kalder os!!

Jeg er halvt inde i Påskeugen

Der er stormlys i stuen!

Tvivler, - Tro på disse digtes detaljer og sum!

Jeg er i en stue i et rum, -

tidens tog drøner forbi min overfartsbom. Syng, pip, dans, lyt indad og udad,

vask foden og legemet - nu skal du være stum!

Slået af forundringstegn kender du vejen

til elskovslegen!

BLIV VED, køb støttebind, giv Gud

en chance,

forvandl dagen til kalkkirke ved marsken!

Vi ved det blæser.

Vi ved du er ven med en nisse,

at ONDSKABEN slår systematisk ned!

 

I den verden skal du bryde brødet

og drikke køligt vand - efter arbejdstid,

i from meditation, med Næsten!

Jeg kan mærke min gode, gamle klippetro, mine venner,

Lovene i verdensrummet og for menneskene

er de samme,

sprogfæstede, viljeubøjelige, skabt i et gråt hår.

Så går vi da ind under Påskens lys;

De Evige Dage,

husker de døde genopstod fra Gravene,

da dødens tætteste mørke indhyllede Pandestedet,

at i Templets inderste hemmelige rum

flængede forhænget

NU KAN VI SE!!

Jeg reagerer, altså er verden til.

 

Jeg reagerer på hendes lydte sang i stuen,

på mine stærke håndled, på lyset derudefra,

på ord der blev sagt gennem et

halvt århundrede,

fra mor, far, morfar, ven og veninde,

så løfter jeg da

mit dejlige hode,

MIT LIV ER FORBUNDET MED EN TRÅD SOM EN STI I DALELYSNINGEN

Alt er Dagens lethed på min Pande,

er kroppen, er sansning og metafysik,

 

er romantik, Pige, kammerater.

 

Hvis jeg er til, og du er til! -

"må vi ku´ bruge hinanden til noget"!

VI ammer til Det Danske Foraar!

 

"Venlighed, redelighed, hjælpsomhed"

lyder det fra hus til hus, - som et fugletræk.

Godt forår,

lille Moder, ven og veninde, menneskehed,

Verden, alle de skyggeløse!

Tak, Søllerød i Nordsjælland i Danmark!

 

Tak, - Skaber jeg er Sjæl for!

Tak, - gud, tømreren, messias!

 

 

(2012)

 

 

 

VOR SKJULTE BREVE

 

Rosers romantik,

føl

I kardemomme-dyb!

 

Du, frelsens snefisse, de sneblide hybenrose, teltlok mellem sandstrær

I Ømhed,

 

Gudindens blomst, romantikgode knætøs.

Rosensvamp!

 

*

 

(2015)

 

 

VENSKAB

 

 

Forløsningen er

poesiens varme venskab,

de unge tanker

og solen fra eventyret,

hvem gik her,

hvem danser ved billedet,

Er alt her?

Verden må være lydløs,

se, som forelsket på ny!

Jeg må være tavs,

& svare med vand og bøn,

i træernes blæst,

hendes længsel efter poesien.

Bogen, hjem, ven,

Fandt jeg fra far og bror,

og ser nu veninden & gåder.

Kære Dagbog!

Velsignet sankte jul,

hvor december er poesien,

venindens mange tanker!

 

(Dec. 1992)

 

 

 

 

 

- Lyrik-komponist. Tanke-kristendom og økonomisk socialisme - FN - sf - diplomatsprog - romantik - lande de romantik ung.

 

 

Opdateret 25. Februar 2017 - 23.27 pm