Peter Huss

 

Snedreng

 

Privat

 

 

O, salig

 

 

Senoritas svaleskole - matematik - sejl -

peberblomst - romantik - anemone -

videnskab og kunst - Medaljegader - FN

lyrisk RUM-århundrede - sprogets

biokemiske struktur i barmhjertighed

Kædedans - Lykkelige sekunder

 

 

 

Polardag

 

 

Ole Sarvig - Rouge luder

Frokost - Atomteori - postevand

Café Teske

 

 

 

Forløsende efterår

 

 

Der var engang tre prinsesser, der boede hjemme hos deres konge og dronning.

 

 

En smuk efterårsdag gik de tre prinsesser nede i parken og de gik uden for parken, forbi gærdet, ind i skoven. Her voksede små, smukke planter og de løb legende mellem træstammerne og stroferne førte dem længere bort fra slottet.

 

 

De kom til en sø, de aldrig havde set én så smuk før. De lod hænderne gribe noget af vandet og så op mod himlen, der var sprængt af solens gennemblødning.

 

 

De tog deres tøj af, svømmede ude i søens vand, det havde endnu noget af sommerens varme.

 

 

Over dem fløj fugle med hvide vinger, og fugleskrig flængede en gang imellem stilheden.

 

 

Under dem på søens bund voksede planter, smukke som drømme, og sarte fisk svømmede fra vandspejl til vandspejl.

 

 

Efter 300 hjerteslag steg de op af vandet. Deres hår var vådt og enkelte stærke stjerner fra natten sad i deres pande. De tog tøjet på og begyndte at kaste sten ud i vandet. Solen stod endnu højt på himlen som et kirkeur, og de følte sig godt tilpas, som de ikke længe havde følt.

 

 

De kendte kun slottets mange rum og så parken. Enkelte gange om måneden drog de i procession gennem landsbyen i kareter, så de så ikke meget til folkene og deres huse.

 

 

Hjemme på slottet voksede syrenerne lidt og køkkenet var begyndt på at tilberede aftensmåltidet. Ingen savnede de tre prinsesser, og kongen skrev breve til fjerne konger, mens dronningen syede en brudekjole, som den af prinsesserne, der først blev gift, skulle have. De tre prinsesser lod vinden gennemstrømme deres hår, og de var helt betaget af stilheden, lysningen over søen, skoven rundt omkring og så af fuglenes fløjten, der steg og faldt som deres heftige åndedræt.

 

 

Ikke længe havde de siddet sådan før en gammel kone så dem og kom forbi. Hun gik ned til søen og sagde til prinsesserne: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Sørg for at harpekvinden spiller for jer. I skal bare fløjte tre gange i denne her fløjte.« Den gamle, venlige dame rakte dem en fint udskårent træfløjte og gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og fløjten og begyndte at le. Ingen af dem havde før hørt tale om en harpekvinde i en sø. Den ene af prinsesserne satte fløjten mod sine læber og begyndte at fløjte en melodi i den. Først en gang. Så anden gang. Endelig tredje gang. I det samme blev solens stråler varmere og det var som om træerne ikke længere var ved at blive rødbladede, men at de stadig var grønne.

 

 

De mærkede det næsten ikke, kun som et strejf af lykke. Og lidt efter hørte de den dejligste musik stige fra søens små bølger. Musikken kom langt fra, som en ømhedsomspændt hulken. De lyttede betagede og så op i himlen, dernæst efter den gamle dame, men hun var forsvundet.

 

 

Langsomt døde musikken hen som en bogside sluttes. De holdt om fløjten, der havde forbundet dem med lykken, de havde følt som en lethed i hjertet. Også skoven omkring søen fik sin efterårsfarve tilbage.

 

 

De tre prinsesser rørte sig ikke, mens det lidt efter lidt gik op for dem, at de ikke vidste hvor i verden de var. Og slet ikke hvordan de skulle finde hjem til slottet.

 

 

Solen var nu ved at gå ned, og den ene af prinsesserne spurgte de andre to, hvad de helst ville eje, hvis de aldrig skulle finde hjem igen.

 

 

Den første sagde Troen.

Den anden sagde Kærligheden.

Den tredje sagde Håbet.

 

 

De så på hinanden og var slet ikke mere bange da det gik op for dem at de for første gang i deres liv vidste hvad der betød noget for dem.

 

 

Lidt efter kom en anden kælling forbi. Hun sagde: »Nå, pigelil, I har rigtig nok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Men jeg må videre. Jeg har ikke set et menneske i årevis og skal sikkert snart dø. Derfor må I få mit kæreste eje. Denne bog. Når I læser i den hjælper alle de mennesker jer I læser om. Lige fra dværge til de folk på fattiggården.«

 

 

Hun rakte dem bogen og gik sin vej hurtigt som hun var kommet. De tre prinsesser kunne nok have brug for den bog. Den ene af prinsesserne bladrede den første side om med sine fingre og gav sig til at læse. Det svimlede let for hende, men før hun vidste af det havde en af personerne i bogen fortalt dem vejen hjem til slottet. De skulle lige til at gå, men i det samme kom en heks gående forbi: »Nå, pigelil, I har rigtignok fundet jer en plads ved søkanten. I skulle komme igen ved midnatstid og se de mange stjerner i flok, der spejler sig i søen. Jeg kan se, at I har enkelte stærke stjerner i panden, der stammer fra natten. Jeg vil give jer vand for altid og jeres stjerner vil altid hviske på jeres pande, når jeres prins kysser jer.« Hun gik sin vej hurtigt som hun var kommet.

 

 

De tre prinsesser kiggede på hinanden og var alle glade ved at se på hinandens ansigter. De begyndte at gå hjemad med fløjten, bogen og de stærke stjerner ved panden.

 

 

Da de kom hjem var det blevet mørkt omkring slottet; ruderne lyste ud i natten og de kunne se kongen og dronningen spejde fra det højeste vindue. De løb hastigt gennem parken og op til slottets verandaport. De bankede på tre gange og lidt efter kom kongen og dronningen ned og lukkede op. De var alle glade ved gensynet, særlig kongen og dronningen, der havde været ængstelige ved deres usædvanlige fravær.

 

 

De tre prinsesser fortalte i munden på hinanden om deres oplevelser og om kællingerne. Hende der havde valgt troen fortalte at hun troede at alt nok skulle blive lykkeligt i kongeriget, hvis bare kongen ville lytte til deres hjælp. Hende der havde valgt kærligheden sagde, at hvis bare de lyttede til hende ville folk i landsbyerne elske deres land og konge. Hende der havde valgt håbet sagde, at hvis bare kongen og dronningen lyttede til hende, ville de syge og ensomme få alt det de behøvede.

 

 

Kongen så på sine tre døtre og kunne slet ikke genkende dem. Han sagde, at han altid ville rådføre sig med dem om kongerigets spørgsmål, da de var så voksne og havde den store magt med fløjten, bogen og heksens kraft.

 

 

Næste dag stod solen op og folk gik til deres arbejde som sædvanligt. De tre prinsesser gik ned i landsbyen med bogen, fløjten og de stærke stjerner ved deres pander. Folk så dem og troede at de var engle. De gik til en stakkels skomager og fortalte ham om søen, man fik stjerner af, om fløjten og om bogen, og de sagde at han skulle hjælpe folk med fløjten og bogen, for ingen andre kendte riget så godt som han. Han skulle også fortælle til alle piger om søen, så de også kunne mærke pustet af lykke og få stærke stjerner ved panden, der hvisker søde ord, når deres prins kysser dem.

 

 

Sådan blev et helt rige lykkeligt. Bogen og fløjten blev opbevaret på rådhuset hvor alle folk og kongen kom og bragte tingene.

 

 

De tre prinsesser blev senere gift og fik børn, men ingen af dem glemte siden deres tur uden for parken gennem skoven til søen og deres valg: troen, kærligheden, håbet.

 

 

Kongen og dronningen døde lykkelige og hver aften kunne man ved midnatstide se elskende drage omkring søen, mens stjernerne i flok spejlede sig i vandspejlet over fisk og planter.

 

 

Det efterår blev fulgt af en hellig vinter og siden kom foråret som et langt flygtigt pust af lykke.

 

(1984)

 

 

Oprørt Efterår

 

Strandens sekund

fugle og tankesandt stof -

cirklernes altergang - såret

susende sang fra fyrretræernes stammer -

en politisk bevidsthed -

tegn i fiskens gab

nettet af sekunder i skibet,

menneskehedens fælles trækdyriske fred -

Fuglens blæst -

Dagens føde -

blå time i halvskyggens stue

her der er lav temperatur

Fugle i Esbjerg Havn,

Skagens hugormeland,

Bellevue teaterets strandvej

I EFTERÅRSSEKUNDET -

Dybdepsykologi -

en afværgelse -

Forskellige steder - bopæl - ideologier

- de hvide roser i hjørnet -

Hun Vinterskovkjolen

efter Molekylær svæven -

idyl og grænseløs tro ind i

aldeles Lady -

 

Sneens Salve Maria Fiskekors

 

Rosen-brysters tågeveje

til lykke - sommerregn - solblåt hav

kætters desperation -

flugten til sandøer

Fædrenes flugt ind i gud;

det sand

fygen ved bølgetoppe

Jeg ser igennem evige slørskyer

på rejse gennem en strands salt -

- hvisker dæmpet - spurv

Og hører fra konkylien -

 

Kronlæber ved porten

Skamblade - Sneblad - Papirer

Dæmpet nejefald

ind til Ladyens land og legeme

Vejen til Østerstrand!

 

 

Vision

 

Nu tænker vi på fremtiden

Eksistensens nøgne kerne ved gløderne

Dit skjul fra abildgårdens sne

Heldige roderi

Glæden ved en sølvkogles skønhed

Insekter og fugle -

Der synges, dagdrømmes

Situationen er rolig som sol

 

 

 

Sneblidefolk

 

 

Finder ned Lys i Skovens barm! Jeg er krabbe på stranden; på Kærlighed; Et Konge tapre glimt! Det hedder fredsproces. Om og om sand og sans og Nordens polargrad.

 

 

Vorherre er Skovene. Nøgle er Tjener på Caféerne. Julemand. På Slotsbro.

 

 

Syer hun?

 

 

Prolog er væk. Diplomatsprog. Oplev! Svare gul. Harpun på isvand. Kluk på hof.

 

 

Det er god følelse i hoved; Snebue betragter tuml i selv, der var sneblide i ruml af fugle. Jeg pludrer optog mellem egernene under talebobler. Alle lande samlet i bogreoler. Forstå. Forelske. Skønhed.

 

 

Fred og ro

 

 

Nu må du tage den med ro.

Ting i, led led.

Det Digt, - Stof i et sneblidefolk.

Benarbejde & snav, undren, æbleparker, puls

Sommercivilisation.

Et lyrisk moment, - stråets tanke, I uberørte suk,

Menneske - kulturfilosofi i dagene.

Emne I, - synsk ro, fred, fyr,

brosten.

Kappers sjæle i træernes skelet-søjler,

Ømt frelse. Kysset går nu - Tempel.

Hjørne-fugl, gådens sendebud

hindbær og molekyle

Landsbymøde, - Skibets tåre af lykke.

Pigebarn til koncert

Giv Tid, - Se ven af glas

lyseblå skjorte og tusinder ryk

familie-gadelys!

Åbn! Træd på Øer! Enhed i, - Fester.

- I samme stue, Sjæle spredt af toner

nåletræer.

Nissehue, - Smuk kjole om en havn,

Salme, digtbog, Opgang.

Is-molekylet.

Kys gennem lillahvide dage

i resonans

af det spy dobbelt-bundne

Øjeblikkets

indføj.

 

 

Navn

Velsignede Sankte Majarv

 

 

 

I Enkle Tegn

 

Jeg øjer dagslys,

Uvirkeligt og konkret rum,

der er håb, kalkkirke, velsignelse

og viser os alle mennesker,

Februarveninde, verden i et ømhedskrystal,

I fred, idyl, pittoreske gader,

- det er det største i verden:

lys på brillestel, på den tykke mave med barn,

på egne.

I begyndelsen var salvebladet, lys, rod i sang.

 

 

Advent

 

 

Jeg ved ord, poesien,

der kom og forvandler.

Jeg ved bøn, romantik,

der er sne i advent.

 

 

En snekugle

 

Her følger Decembers vignetter,

sne - solsort - stad - skygge,

Jeg lever et øjeblik fra hende,

lysene - nat - dråben - vielsen,

kommer Skyerne som et låg på skattekiste,

sol i grenværk

et rødt hjerte,

menneske - verden - skærm - celler,

DU er på vej til caféerne,

avissider - Piger - sko - romantik,

JEG lover, at jeg føler verden

 

 

Spejlskab

 

Du kender ikke mit hjerte af røde og hvide kronblade skabt næsten som fra dit skød, før DU ser romantik i et gadespejl i sommerhuset.

 

 

 

Aftenlys

 

Det er aften ved Vesterhavet. Det er en lys aften alle steder i vort land. Vi hører fuglene pippe fra kvindernes bryster, hvor senoritaer fik hjertet med Fugle og de glade sangere blev undfangede. Lyt, til bølgerne, med svar fra Verdenshavenes søgræs-væsener, hvor sømanden har pejlet efter stjernerne i Verdensrummet, og set på billeder af nøgne piger med svage, lokkende blikke, og lyttet til Delfin, Hval, stormens magt over skibet; Vi er alle sømænd til alle tider - Jordkloden sejler rundt; Og rundt om i Verden søger vi et Gudhjem, venlige former, en kirke i landsby, ven og veninde i en sommeraften, Folkets jul, brød at nyde sammen et glas koldt vand, Jeg-kirke, at hvile i fromt; - Vi finder hinanden i aften - her er sand i skoen, sekunder er drømmende i Gudernes bygninger; - kæl og Guddoms-tale; - Kærlighed er skabt på en aften her ved kætterbålet, hvor studenter smider hovedopgaver ud af deres liv: ind i Dommens bål; - ungdoms-velsignet sol, - forsamlet på egn, respekt - redelighed - hjælpsomhed; - som findes tydeligst i nøjsom Dannebrogsorden i bogsamling. Det her skitserede indkredser sprog og amoriner sammen - uanset hudfarve, religion, stand, geografi, økonomi, udseende, taksigelser, erhverv og uddannelse.

 

NU mens mørket kryber ind fra den gamle mand og Havet - holder vi fast ved enkle begreber som: - LOV, LAND og RET, - men vort land er som i en ond regel låst i POLARISERING. Men ord borer i folkesjælen, - Nu fløjter flagermus i det uhørlige, og sådan flyver vore sjæle nu lydløs musik, og Ole Sarvig, pibe og luder eller her ved stranden. Tænk intenst, læg al vilje ind i, knyt kærligheden til, at du, at er søfolk fra havn til havn, at du er i kahyt, hvor hun lægger kjolen, og er nøgen, og glider ind i telegrafistens favn. Så nøgen er du!

 

Vi kan godt ses igen, men tid er den nøgne sandstrand, hvor sommeren er uden tanke.

 

Et sted oppe i kirken, nu, tændes i mørket en syvarmet lysestage.

 

 

 

RYPER

 

 

SNE-BARE REFLEKSER Kys Øje-sten Brysters nåde Aften-teater RENSDYR Fund HAVESMUKT SNE-KLÆDE

 

A shining tempel and sex on no Endings and maybe one day once again

 

Vi er nøgne.

Vi elsker alle.

 

 

Periodiske system smuk form hendes Bryster mole lyster feber bølger mund atomstof UDSYNET.

 

Sandhed vibreres, åndes, sukkes, væves,

lyses.

 

 

I sandhed

 

 

Jeg vågner klar,

de ungdom leves i et eventyr.

 

Gennem grene, hus og trær.

Dér står sandhed,

Kosmisk klarhedstanke

Nordens egne,

snav,

Den Velsignede Sommer,

rådyrets spring,

og varmen fra barndomsklitter.

 

 

 

KULISSE

 

 

Café og Rumstation og fakkelfred. Gud - Sneblide - Kvadratur - salme. En romannat. Bliksyn. Lydhøre. Gader af mennesker. En Pige falder i en hvirvel, en solo. Orkesteret deroppe sne i Storbyer og på husmandssted, og kælken til dreng står på svalegang. Jeg forbløffes. Dét lys! Fader i grav stråler i Molekylet herinde. Dét Fader. En beskyttelse og kærlighed, som er mit eneste ene, jeg savner; en bøn, en tak, et hjerte til Moder og Far i Det Navn, der kun kaldes Sneblide i Blok 5 i Søllerød-Park. Et rum om dukketeater for bedstemor Anna - skriftlig dansk - regning i hefter - julemand - stuearrest - Middagsmad - Glasvinduer ud til Vinteraften - Arbejde - hengivelse - salve - KB-trøje - Stuen i kvalitet og leg og blomster; - Det hedder drøm om De pigebarn på Skole og på besøg i Solsort og spejderhåndbog og på tusinder ordløse sekunder i vor rejse. Nu sukke at ses vi på det Hussiske? Når også elefantsnablen ikke længere holder mig, eller også ved øjets lukke er i Faders Isbjørne-land? Jeg gentager - Gud - Is-Node - Kosmos. Tror, - det synes det, at Klarhed må lede ind i Klarhed fra fader - En Sommerblund i Dét blik, der blev adlydt til sejr for mig og Verdens folkeslag. En fred nu i bevidstheder - ned og ind i marv og drenges nissehuer - En roman, vi alle er indskrevet i. Ungerne i Kongens Haver. Alle tappert lykkelige i sommerregnens molekyle om netop Is-node - lov - Menneske - i Faders Nådesblik, - & Sneblide, - Sådan set mig, - I café, 80erne, Ekstra Bladet, hvor du smilte en trappe ind til en romantik, - Nålekjole, - De Øens harpe - Det Kongelige Teaters Balletskuespillerinde - Et måltid af hindbær under gravstenes plads i slot, du tilgav, - og jeg tror nu, at du er på Lesbos. Jeg er Hamlet - Sokrates - Stauning - litterært set. På tredje ræk til vindens fingre, - I stønnende Luksus, Tempel, - uden Navn, - uden indkomst, - uden andre at føle tillid til end Faders acceleration i mit sandelige Storebrorøje. Lukket retræte, - tager jeg det herfra. Det hedder - Forklaring fra alle. Alt går igen. Hun klæder sig af, så jeg kan se menneskeheden. Vor frihed. Fædres og sønnens romantik med hænderne om en Pige hjørnet af træfpunkt for skæbner i fodspor af tunge elefanter på stjernebestrøget sand, - Hornbæksand. Ét ved disse digte fra en Drengs undren. Faders død. Viv i tunge. Danskerne spredt for computere. Og lov, der skal vedtages. Stolthed på ligestilling. Gud - sneblide - Kosmos.

 

Vejr-lomme

 

De mærkbare tegn på det du fandt i barndomshjem. Rød og hvid farve. En fod sat på det synske. Det intuitive landskab. Tanke er fugl. Fugl er Himle. Idé er planche. Du står i morgen på Himlens tag. Du nejer. Piger i alle sale - på alle etager i Eventyrenes slotte. Fald af røde balloner. Du, I, Vi - går hurtige sommerfugl i elskovsbask med vore vinger op, ind, hinanden i elektrisk polarmåneskin. Evighed. Nu.

 

Somrenes Velsignelse. Godt.

 

 

Rumgople

 

 

Skibets nøgler lægges på chatol - og i det skridt er der afgang til kollegaer i Journalistik - Politik - Lyrik - og vores landgang sker i et intuitivt forum - f.eks. - Skærsommerdrøm, som nu, i høje lamper, hvor elskende og arbejdsstyrkerne lægger rosenstoffet i munden på engle, Elefant og amoriner. Den romantiske nat, - og der søges ind til kærligheds nissehue; - Sneens myte af æbleblomst, hyld, bølgeskum, der kranser Juletræet i flodsenge - Hjertets jul, som vi søger fra barnsben til oldingestol. Se, det var at skabe og pointere fra - Snebladets sandhed - to blå skygger af månekegle - omfavnelsen mellem to nøgne skæbner - I Kærlighed - en glød af Juletræets egenskaber i et prøvende samleje-essayistik - Det Sneblide, - det Snerype - Det hinanden - Pigehud; - Højt fra træets grønne top Sankt Hansaften ved Havets romantik i blåmusling.

 

 

PÅ KANTEN

 

 

Floder – følge – øskelse.

Rouge Politik – Romantik – Barmhjertighed.

 

*

 

 

Ynde

Du er i engen,

Den Velsignede Sommer.

 

 

I Stenen sne-Brysters

 

Vort Digt viser struktur i Sproget i en poststrukturalistisk egn af Verdenshistorien, og finder til at alt om veninde; - det hviskes fra Vesterhavet og Kattegat og Sundet, - det tydes af puls fra munding, - af billeder på vægge, - mæle, - kollegaers udsagn - indenfor forskelsløst eller prægnant følelsesliv, - alt skrevet i somre - stolen sættes herefter på plads - o, romantik - o, landsdele - o, krop og tid og pibe - o, Piger jeg kunne knalde, - o, De blide bud gennem verden - o, Fred fra alle - o, hovedhjørnesten i Skov, - i stald ved begyndelsen bag barkede skjolde - hertil nu boblende skibe brusende lysestage granerne brev fuglespor i sne salme stjerneklart morgenmørke bygningerne Guden magterne Lucia-krans døde soldater centrumsocialisterne Folketinget lysekroner Røget torskerogn i bukser Citronvand Februar-affære nytaarstale der falder til hjerte sagt af mild, handlekraftig følende gudinde i de år der er unge - DET er hinanden -, der skal op igen på barrikade, - se, der står du.

 

 

Først

 

Du ser de Sneblide dage. Rumkulde, Ordet og hende. Nordens kærlige tegn på ven i øde December. Pige står brud. Det er aften-frakke til gæst, vi er, på en tiliset Jordklodes Angst. I by og på Land er Klokken. Sind er Pige-hud.

 

Nu ved han, at hun elsker ham.

 

Menneskers Kejser-kinesiske gåde som skyer, fugle, Skove og smil i festsale.

 

JEG HAR DET, SOM JEG VIL HAVE DET. DET, JEG SER, ER SANDHED.

 

 

Tro

 

Stram rougehvid Februarbluse.

Og dét Sneblide element fugle på hver vores rose.

Skønhed og Sjæl. Peters jul. Et Kys.

Pige; - lykkelige firben i askese dyrebar kaners spor

Se, du går middagshøje fugle.

Krat af hindbær smukt klæde

i syndskløe.

Du er god i tusinde gange i gamle byer.

 

 

I Idéer

 

Du behøver Aand

nu ømt

Sneblidefolk stund

 

Enten fuldkomne hånd

i hånd

alfernes, pilenes tid i usynligt slør

Blomsters virvar, -

pludselig ud af Tornes helvede

nu Tingstårnet,

fugle i magters guddommes grønne bjerge

- slangeskød i skrig

Forvandling

samkvem

netop - den sneblide i lutter glæde.

 

*

 

Moderne psykologi

 

OG så kommer de vise mænds sandhed - at vi er i virkeligheden inde i hinanden - refleks af refleks af svaler og døgn og frihed i vor fælles sommereng ved husene ...

 

 

Kirkevindue

 

 

Du frøhjerte. Du er i kjole om dig. Sekundet i harpiks på bogen. Du er læberne. Moderne krop i stille opgang med storbyskygge.

 

 

Rosers romantik. Lagen dybere blokkes tag. Elskede, du forårs drøm. Dén rosensvamp og sanddreng tøer hinden. Dén aksel i dig er Påskens svar. Til Dig, lillahvide klæde i gangene i Slottets sollys og skygger. Vi forstår.

 

 

DU KLOGE. Du burde give kærligheden lov, land og ret!! Jeg er ikke STORE VORHERRE. Men STANKELBEN, fredsenglen Christ. Birkebark du og jeg fandt.

 

 

I Nat er tingen på hovedet. Vi spiser appelsin. Fjernt fra togplaner, I Bjergenes grønne filosofi. Kommer Du? Det er spørgsmål, – Fornyere, men Socialister og Nu stedet. Vort århundrede. I Hendes søde kind af Sne og Rouge.

 

Ind i Lyst.

 

 

Nærhed

 

Gymnasiet sluttede

og dermed værelserne,

vandet og jorden.

Husker mørket bag grenene

og tallenes hvide skjorte.

Barndommens hav

og store, lyse græsplæner

virker nu som poetisk kraft

fordi de er smukke

og overskyller byen med vand.

En håndfuld sand

skiller mig fra livet

mens metallerne er musik

i kølige øjenlåg.

Stjernerne slukkes bag din pande

som bål og sange

for at hengive sig til øjnenes nærhed.

En håndfuld sand

vier livet livet til flygtigheden

og byen genopstår smuk

som pigen på gaden.

 

 

Vand

 

En indre by af toppe.

Sindet, spejl, Træerne.

 

Vi går over café.

Står salt til vinden...

 

 

 

Benzin-ballet

 

Hvor er den nærmeste udgang til indblik i et derinde herude som en hindbærnød i kvindens kompleks af tusinder glaslys og hatte i et yndigt siestamolekyle på café Ditte under bruser - og mens noget og nogen mødes i samme kryds af længdegrader og breddegrader som en flokke af benzinkærester på træk på hore-kanalerne, - jeg tager bog ud fra bibliotek i hovedbygning - pik stritter åbenlyst i retning mod veninde i styrtende julesne en nat i en fro sommerdal og alt synes stærkest i kortet på hånden - det hedder tinsoldat og Freja - og her under nålekjole om Klappepige-folden tager jeg en dukkert i den popattitude, der kalder en katolsk tøse i blodets støv fra krabber - resultatet bliver derude og splinten, hun er, gennem-gløder smedens begær efter to gudinder i Tre Snehvide Vokslygter - jeg kysser Frøken fra Søllerød på et minde, hun efterlod, og en smukkere krop af snavsede lyster gentager at et legeme i sirene-bart har en volumen af romantik, der kendes fjernt væk i ulykkelige bryster, hun nu lægger til mands mole, og græsviljerne går på grævlingefod, hvor jeg passerer, når dagsordenen hedder en kalender i Februars tand rakt til dødsstunden, vi går igennem, når skovene fortættes til glas og boblerier - en station - toget kører gennem ozon og regn - jeg er ventet i mig selv til håb om barns-benenes leg med skovfugle - nu i dybets klaviatur - om lidt som veninde og hendes hud lagt i kæber omkring min søvn som da vi nu elskelige foretager små træers kvanteteori - kikkerten ser hende gå ud over broer i København...